Ny medejer af Brovst Bilsyn

Frank Larsen optager Jonni Keld Larsen som kompagnon.

Frank Larsen (th) har optaget Jonni Keld Larsen som kompagnon i Brovst Bilsyn ApS, der har afdelinger på Terndrupvej i Brovst (billedet) og ved Vestergade i Fjerritslev. Foto: Lars Pauli

Frank Larsen (th) har optaget Jonni Keld Larsen som kompagnon i Brovst Bilsyn ApS, der har afdelinger på Terndrupvej i Brovst (billedet) og ved Vestergade i Fjerritslev. Foto: Lars Pauli

Jonni Keld Larsen, Skovsgård, indtræder som medejer af Brovst Bilsyn ApS med hjemsted både på Terndrupvej 82 i Brovst og ved Vestergade 59 i Fjerritslev. Hidtil har stifteren, Frank Larsen, været eneejer af virkomheden, som han etablerede i januar 2005. - Det har ligget i luften, siden Jonni Keld Larsen blev ansat i 2008, at han på et tidspunkt skulle optages som medejer, fortæller Frank Larsen. Brovst Bilsyn ApS syner biler i både Brovst og Fjerritslev. På årsbasis bliver det til omkring 4000 biler foruden godkendelser til Tempo 100, der i Tyskland giver ret til at køre med eksempelvis campingvogn med en hastighed på 100 km/t. Virksomheden sørger også for miljøgodkendelser til kørsel i de større tyske byer, hvor dette kræves. - Vi skulle have åbnet som lokalt motorkontor tirsdag 1. november. Det er desværre udskudt til begyndelsen af 2012, da SKAT's it-leverandør ikke har edb-systemerne klar til dette i forbindelse med, at SKAT lukker hovedparten af kontorerne, også det i Thisted, forklarer Frank Larsen. - Vi har gennem længere tid også haft kurerkørsel til motorkontoret i Thisted som en serviceydelse. Det er en ydelse, rigtig mange kunder har benyttet sig af. Når Brovst Bilsyn ApS får status som motorkontor, får de samtidig et lager af nummerplader, så der på stedet kan omregistreres alle typer køretøjer. Brovst Bilsyn ApS i Brovst har åbent alle fem hverdage i ugen, mens afdelingen i Fjerritslev har åbent hele dagen hver tirsdag og torsdag samt tre timer om fredagen. - Vi overvejer at holde mere åbent i Fjerritslev om fredagen, siger Frank Larsen. - Ud over at syne biler har vi mange henvendelser om gode råd i forbindelse med veteranbiler. Sådanne råd giver vi gerne, fortæller Jonni Keld Larsen. Han er uddannet mekaniker hos Karl Aage Andersen i 1986, arbejdede i 11 år hos Indkilde Auto og 11 år hos FDM Testcenter i Aalborg, inden han kom til Brovst Bilsyn ApS. En tredjedel af kunderne bestiller tid til syn via internettet, en anden tredjedel på telefonen mens resten blot møder op ved synshallen. Kompagniskabet markeres med en reception i Skovsgård Multihus fredag 18. november.