Ny melding overrasker thyboer

ØSTERILD:Både tilhængere og modstandere af et vindmølletestcenter ved Østerild er overraskede over Vindmølleindustriens melding om, at det er muligt at bygge et testcenter, uden at 800 hektar skov fældes. Kent Klemmensen, som er en af beboerne i området, siger, at udspillet undrer ham meget. - Det er et helt nyt kort, der trækkes, og det trækkes meget sent. Hvorfor har de dog ikke bragt det frem tidligere? Det virker, som om Vindmølleindustrien er i panik, siger han. Udspillet stemmer imidlertid ikke Kent Klemmensens sind mildere: - De vil jo fortsat placere møller her og endda nogle endnu højere møller, end der ellers var lagt op til. Så der er fortsat tale om et voldsomt indgreb i et smukt naturområde, siger han. Kunstig plantage Henning Holm (S), der er formand for teknisk udvalg i Thisted byråd og tilhænger af testcentret, er lige så forundret over Vindmølleindustriens melding: - Det lyder, som om de fjerner ét problem, men skaber et nyt i form af endnu højere møller, siger han. Henning Holm mener slet ikke, at træfældningen udgør et problem. - Der er tale om en kunstig plantage, som selv naturfredningsforeningen i andre sammenhænge tidligere har talt for at tynde ud i. Henning Holm er overbevist om, at det store flertal af beboere i området støtter testcentret. - Modstanderne har været meget dygtige til at blæse protesterne op. Men i virkeligheden kan de allerfleste i området godt se, at generne vil blive begrænsede, og at Thy til gengæld kan få arbejdspladser og en masse andet positivt ud af at huse et sådant testcenter, siger Henning Holm.