Danmark

Ny metode kan let spore kræft-tilbagefald

Danske forskere står bag ny metode, der via urinprøve kan finde tilbagefald for blærekræft lettere end hidtil.

Ny metode kan let spore kræft-tilbagefald

Danske forskere fra Aarhus Universitetshospital viser i ny forskning, at tilbagefald for patienter med blærekræft kan opspores simpelt ved hjælp af en urinprøve.

Dette vil kunne lette forløbet for mange patienter med blærekræft, forventer forskerne.

Hvert år bliver 1650 danskere ramt af blærekræft. Af dem får næsten halvdelen tilbagefald efter endt behandling.

Forskerne fra Molekylær Medicinsk Afdeling har for nylig vist, at analyser af vævs- og urinprøver kan diagnosticere blærekræft.

Yderligere undersøgelser viser, at samme type analyse også kan anvendes til at afsløre tilbagefald.

I 94 ud af 100 tilfælde kunne man diagnosticere tilbagefald ved hjælp af en urinprøve. Dette er helt på højde med antallet af patienter, der bliver diagnosticeret korrekt med de nuværende metoder med kikkertundersøgelser af blæren.

- Denne nye metode er derfor meget lovende, hedder det i en meddelelse fra forskerne ved Aarhus Universitetshospital.

På grund af de mange tilbagefald skal patienter efter endt behandling ofte til kontrol over en længere periode. Ofte er der tale om et livslangt forløb, hvor lægen er nødt til at foretage kikkertundersøgelsen.

Forskerne har opdaget nogle biomarkører baseret på et helt nyt område, der kaldes epi-genetiske forandringer.

Forskergruppen offentliggjorde en screening af 27.000 epi-genetiske markører på blærekræft i det ansete tidsskrift Clinical Cancer Research i 2012.

Dette følges op af et stort studie på urinprøver. Det udkommer onsdag i tidsskriftet Plos One.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.