EMNER

Ny mode-forretning i midtbyen

BRØNDERSLEV:Forleden åbnede Marcus en ny afdeling i Brønderslev på hjørnet af Bredgade og Rådhusgade. Bo Mikkelsen, 27 år, ejer butikken i Brønderslev sammen med Jan Nielsen. Bo har tidligere været ansat i tøjforretningen Mister i både Ringkøbing og Skjern. Han har desuden været butikschef i Marcus i Ringkøbing i fire år. - Det bliver flyvende! - det kunne vi også mærke, da vi åbnede. Folk var glade for det nye koncept, siger en tydeligt begejstret Bo Mikkelsen. - Vores tøj henvender sig til mænd mellem 15 og 35-40. Vi sælger både konfekturebeklædning til finere brug, men også jeans og t-shirts til den afslappede, rå person, uddyber Bo Mikkelsen. Marcus sælger kvalitetsvarer til en lidt billigere pris end ellers, da de selv designer deres varer. Der sættes høj fokus på det nyeste nye, og det afspejles i tøjet, der er på forkant med tiden. Inspirationen fås fra Milano, New York og Paris. Der findes desuden mærkevarer fra udenlandske mærkevareproducenter. Ud over Bo Mikkelsen er der ansat en butikselev, Jesper Holm, samt Allan Jacobsen, der ansættes som butikschef. Med hensyn til de andre tøjhandlere i byen mener Bo, at de vil supplere hinanden godt. - Der vil blive en god dynamik imellem os, og jeg håber, at vi sammen kan trække flere kunder til byen. Jeg mener bestemt, at det bliver en succes, slutter Bo Mikkelsen. Her er også pigetøj - i Trendhouse, som har til huse i forretningens modsatte ende. Det er ligesom Marcus alsidig beklædning, som kan bruges af alle. Både den rå, men samtidig også den stilige.