Ny mølleplan rumler
Dansk Vindenergi og lokal lodsejer vil opføre 150 meter høje møller i Trudslev Kær tæt på kommunegrænse

Hensynet til Børglum Kloster og det gamle kulturlandskab omkring klostret var begrundelse for, at Kulturarvstyrelsen i 2006 nedlagde veto mod opførelse af høje møller i Trudslev Kær fem km væk fra klostret. Nu er der interesse for at opføre endnu højere vindmøller i kæret. Arkivfoto: Kurt Bering
VRENSTED:Dansk Vindenergi ApS vurderer, at der kan opføres 10 kæmpevindmøller med en totalhøjde på 150 meter i Trudslev Kær med henholdsvis seks vindmøller i Hjørring Kommune og fire i Jammerbugt Kommune.
Derfor peger firmaet på muligheden for at udpege Trudslev Kær som nyt vindmølleområde i det forslag til Kommuneplan 2013, som politikerne i Hjørring skal vedtage på byrådsmødet i oktober.
Der ligger allerede et vindmølleprojekt på tegnebrættet fra Dansk Vindenergi og landmand Flemming Fuglede Jørgensen, som bor på Jammerbugt siden af kæret. De har ansøgt Jammerbugt Kommune om at opføre fire møller lige op ad kommunegrænsen til Hjørring.
De skal erstatte seks små vindmøller samme sted. Møllerne blev i 2006 betegnet som uheldigt placerede i forbindelse med at Nordjyllands Amt havde forslag om at opføre 111 meter høje møller i kærområdet.
Dengang blev amtets planer stoppet af et veto fra Kulturarvsstyrelsen med henvisning til kulturarvsinteresserne ved Børglum Kloster.
Både Flemming Fuglede Jørgensen og Jammerbugt Kommune har nu bedt Hjørring Kommune om at tage stilling til det nye projekt.
Jammerbugt Kommune vedtog i marts 2013 en helhedsplan med udpegning af nye vindmølleområder. De omfatter ikke Trudslev Kær med henvisning til en forventet dialog med Hjørring.
Til de tre indsigelser til kommuneplanen indstiller administrationen i Hjørring, at kæret ikke kommer ind som potentielt mølleområde. Men en anden holdning er ikke udelukket på et senere tidspunkt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.