Ny motorvej til Skalborg

Aalborg Kommune er ved at skifte kurs og vil droppe Ny Dallvej.

Aalborg Kommune vil spare 100 mio. kr. og forlænge motorvejen fra Dall til City Syd. Arkivfoto: Lars Pauli

Aalborg Kommune vil spare 100 mio. kr. og forlænge motorvejen fra Dall til City Syd. Arkivfoto: Lars Pauli

Aalborg Kommune er på vej til droppe anlægget af Ny Dallvej og satser i stedet på en forlængelse af motorvejen fra Dall til City Syd. Hvis det falder på plads, vil det spare Aalborg Kommune for en udgift på 100 mio. kr. til en ny vej. Motorvejens forlængelse skal nemlig betales af staten og er første etape af Lindholm/Egholm-løsningen i en 3. Limfjordsforbindelse. Forlængelsen begynder syd for Dall Kirke og går nordvest over mod Skalborg og rammer Hobrovej over for det ny Ikea. En løsning som rummer flere fordele, mener teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V). - Det er en enkel løsning, som betyder, at man undgår parallelle forløb med landevej og motorvej, og desuden vil det aflaste Svenstrup, som allerede har meget gennemkørende trafik til City Syd. Hun skal 26. maj til møde med Folketingets trafikudvalg, hvor hun skal gøre rede for, at der nu også er denne løsning i spil for at afhjælpe problemerne med infrastrukturen i Skalborg og City Syd.