Ny mulighed for ønskefilm i Kino

Via hjemmesiden Artcinema.dk inviterer Thisted-biografen kunderne til at ønske en film

Med Artcinema.dk håber Dorte Gade at kunne opfylde flere ønsker fra kunderne i Kino 1-2-3. Arkivfoto

Med Artcinema.dk håber Dorte Gade at kunne opfylde flere ønsker fra kunderne i Kino 1-2-3. Arkivfoto

"Blockbuster"-filmene, som trækker masser af folk i biografen, vil der altid blive plads til i spilleplanen. Men Kino 1-2-3 inviterer nu alle filmelskere til at ønske sig en god film, som måske ellers ikke havde så store chancer for at blive vist i Thisted-biografen. Det sker via hjemmesiden Artcinema.dk, der er et nyt internet-værktøj, skabt for at tilgodese de lidt "smallere" film. - Mange gode film kommer kun til Danmark i et begrænset antal kopier, og det er derfor ikke altid, de finder vej til Thisted, fortæller biografdirektør Dorte Gade, Kino 1-2-3. Hun har altid bestræbt sig på at putte nogle film ind i spilleplanen, som er gode, men som næppe vil få et stort publikum. Det sker bl.a. på baggrund af ønsker fra publikum. Men med Artcinema.dk bliver ønske-opfyldningen sat i system. For publikum er det gratis at være medlem af Artcinema.dk, hvor der er mulighed for at ønske sig en af de film, der har fået mange stjerner af anmelderne på de største danske dagblade. Det foregår på den måde, at medlemmerne får en mail, når en film har kvalificeret sig. Herefter kan man svare, om det er en film, man kunne tænke sig at se i sin lokale biograf. Resultatet er en "hitliste", som Kino 1-2-3 kan bruge som rettesnor, når biografen tilrettelægger sin spilleplan. Og når en af de kvalificerede film er programsat, ryger der en ny mail ud til medlemmerne af Artcinema.dk. Det er biografen, som i sidste ende bestemmer, hvilke film, der kommer på plakaten: - Men det er da vores ambition, at der skal nogle flere"smalle" film på programmet, siger Dorte Gade. Idé fra Struer Ideen bag Artcinema.dk skyldes Jørn Lundme, indehaver af Apollo-biografen i Struer, der lancerede hjemmesiden i september 2007. Foreløbig er en snes biografer rundt om i landet med - og omkring 40 titler har indtil videre kvalificeret sig til at være blandt de mulige ønskefilm. @Byli.9.special.bund:Af Morten Kyndby Holm morten.kyndby.holm@nordjyske.dk