Ny musik-leder med mange jern i ilden

32-årige Malene Bonderup Sørensen afløser Elsebeth Bandholm

LØGSTØR:Det bliver 32-årige Malene Bonderup Sørensen fra Torslev, der 1. marts afløser Elsebeth Bandholm som leder af Løgstør Kommunes Musikskole. Elsebeth Bandholm har valgt at opsige sin stilling af personlige grunde. Den nye leder kender musikskolen godt. Hun har nemlig gennem de sidste fire år undervist på skolen. Primært i sang. - Det er heldigvis en meget veldrevet musikskole, jeg overtager ledelsen af. Så der er ingen grund til de store revolutioner, siger Malene Bonderup Sørensen, der også er ansat som kirkesanger i Løgstør Kirke og leder Løgstør Koret. Udover sangundervisning i musikskolens regi står hun også for undervisning af klaverelever. Hun har samtidig et førskolehold samt et legestuehold for forældre/børn. Sidst men ikke mindst er hun primus motor for et kor på 10 piger fra musikskolen. - Når jeg tiltræder jobbet som leder af musikskolen, bliver jeg nødt til at geare ned på nogle af de andre aktiviteter. Jeg beholder sangundervisningen, men klaverundervisningen og førskoleundervisningen må jeg overlade til andre, siger Malene Bonderup Sørensen, der også stopper som leder af Løgstør Koret. Hun har stået i spidsen for koret i fire år. Stillingen som kirkesanger i Løgstør Kirke beholder hun. Lederstillingen på Løgstør Kommune Musikskole er normeret til 15 timer om ugen, men Malene Bonderup Sørensen er godt klar over, at det specielt i den første tid vil koste flere timer. Personlig rådgiver - Det er klart at der er mange ting som jeg skal sætte mig ind i. Heldigvis har Elsebeth Bandholm lovet mig, at jeg kan ringe, hvis der er noget som jeg ikke helt kan få styr på. Jeg kalder det selv ”min personlig rådgiver” - og det er en god sikkerhed at have, siger hun. Malene Bonderup Sørensen overtager en musikskole med 135 elever. Mange følger undervisningen i flere fag, så derfor svare det til over 400 elever. Ifølge den nye leders eget udsagn bliver den største opgave i fremtiden at få etableret et sted, hvor skolen kan holde til. Undervisningen foregår i dag på de enkelte kommuneskoler. - Jeg så meget gerne kommunens musikaktiviteter samlet på ét sted, hvor de kunne kombineres med andre kulturtilbud. Det ville også betyde meget for lærergruppen, der på den måde ville få mulighed for at se mere hinanden. - Der ville kunne skabes et meget bedre samarbejde mellem musikskolelærerne, der i dag let kan komme til at føle sig lidt alene. Skolen har 11 lærerne. Malene Bonderup Sørensen ser ikke mindst Løgstør Garden som et naturligt led i et musik-sted. - Selvom musikskolen allerede i dag har mange udadvendte aktivivteter, så er det klart, at et hus hvor musikken er samlet ville give helt andre og flere muligheder. - Jeg synes da selv det ville være herligt med nogle spontane koncerter. Det kunne lade sig gøre sådan et sted, siger hun. En anden af den nye musikskoleleders ambitioner er fortsat at kunne tilbyde musik bredt til en stor skare af børn. - I efteråret startede skolen et babyhold - og det er lige efter mit hoved. Det er nemlig bevist, at jo tidligere du får noget musik proppet ind i hovedet, jo lettere bliver det at lære i skolen, siger Malene Bonderup Sørensen, der er uddannet på Aalborg universitet. Løgstør Kommunes Musikskole blev etableret for syv år siden.

Breaking
Første danske OL-guld i Tokyo
Luk