Ny musik trak ikke mange vendelboer

Hjørringenserne gik glip af en aften med mulighed for at lære at lytte til nykomponeret musik

HJØRRING:Ny musik. Det er åbenbart ikke noget for vendelboer. Onsdag aften havde Hjørring Musikskole inviteret til en koncert, hvor man havde en enestående chance for at få indsigt i nykomponeret musik, men ikke én eneste hjørringensisk koncertgænger tog imod tilbuddet. Det passer så heller ikke helt, for Hjørring Musikskoles leder, Christian Larsen, var mødt op for spændt at opleve en helt anderledes koncert. Nordjyske mødte også frem for liige at iagttage en ny måde at holde koncert på, for i pressemeddelsen forlød det, at publikum skulle få lov at udføre nogle værker sammen med ensemblet. Og det kunne da være fint at iagttage og kort beskrive. Men. Selv ikke den mest hårdhudede journalist kan umuligt få sig selv til at gå igen efter få minutter, når nu syv voksne mennesker havde taget turen helt fra Esbjerg til Hjørring for at give koncert, så jeg endte med at blive og tage del i koncerten. Man må til gengæld sige, at det blev en helt speciel og ekslusiv oplevelse. De seks musikere, der danner Gahrn Ensemble, har alle tilknytning til Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Her har man det nationale ansvar for musikformidling, som er en disciplin, der udelukkende findes her. Musikerne havde medbragt deres musikformidlingslærer Mogens Christensen, som overfor publikum kunne fortælle, at man gerne vil forsøge at formidle musik til publikum på en ny måde. - Traditionelt sker formidlingen ved, at en eller anden stiller sig op og fortæller om et værk. Her vil vi drage publikum ind som aktive i koncerten, sagde Mogens Christensen. Jeg oplevede at trampe i gulvet, sige lyde og skændes med tomme vinflasker, før jeg i rundkreds med Mogens Christensen og den øvrige publikum med øjnene fæstnet på et stearinlys hørte koncerten med ny musik med nogle af de elementer, jeg havde "trænet". Det var en skam ikke flere fik dén oplevelse.