Skagen

Ny netcafé åbnet i Skagens bowlingcenter

SKAGEN:Der er netop åbnet netcafé i bowlinghallen i Skagen, som har til huse på Buttervej. Det er Bjarke Andersen fra Sæby, der har lejet sig ind i bowlinghallen og indrettet netcafé efter samme koncept som i bowlinghallen i Sæby. Han har stillet otte computere op i det han kalder ”Netshark” caféen. Til daglig driver han også firmaet Delta Data Udvikling i Sæby, hvor han tilbyder service på edb-systemer. - Idéen med denne netcafé er, at her kan man dels tjekke sine mails, dels mødes og spille computerspil sammen og mod hinanden med en meget hurtig forbindelse, fortæller Bjarke Andersen. Erfaringerne fra Sæby viser, at det typisk er børn og unge mellem 10 og 20 år, der mødes for at være sammen om at spille computerspil. - Vi er da meget glade for at få denne aktivitet ind i huset. Der er åbent på samme tidspunkter som bowlinghallens øvrige faciliteter, nemlig 12.45-22 mandag til torsdag, fredag og lørdag til 24 og søndag til klokken 18. Det koster 20 kroner for en halv time, 30 for en hel og 60 kroner for tre timer ved en computer, fortæller Ann-Christina og Mads Westphal, der driver Skawbowling. De har haft bowlinghallen siden 27. marts 2002. Kunderne kan blandt andet spille billard og hygge ved en række morskabsmaskiner eller i spillehallen. Og så serveres dere både drikke og mad i Skagens bowlinghal.