EMNER

Ny nordjysk fond får kendt formand

Bent Pedersen, tidligere direktør for Lego-familiens investeringsselskab, Kirkbi, og nuværende formand for Eksportkreditfonden, bliver den første formand for den nye investeringsfond Vækst-Invest Nordjylland.

AALBORG:Bent Pedersen, tidligere direktør for Lego-familiens investeringsselskab, Kirkbi, og nuværende formand for Eksportkreditfonden, bliver den første formand for den nye investeringsfond Vækst-Invest Nordjylland. Det oplyser den administrerende direktør for Novi Management A/S i Aalborg, Poul Ernst Rasmussen, som er idémanden bag den nye investeringsfond, der er skabt for at give traditionelle industrivirksomheder i Nordjylland adgang til risikovillig kapital. Bag fonden står 15 investorer, blandt andre Vækstfonden, FSP pension, Spar Nord Bank og otte lokale pengeinstitutter. Vækstfonden er som storinvestor meget tilfreds med valget af den ny bestyrelsesformand: - Bent Pedersen har været en krumtap i Lego-familiens investeringer i Kirkbi-regi og har været involveret i både forretningsstrategi og økonomi. Han har en tung finansiel baggrund og er med i adskillige relevante bestyrelser og netværk. Vi regner med, at den ny formand bliver guld værd for investorerne og for de virksomheder, fonden kommer til at investere i, siger vicedirektør Rolf Kjærgaard, Vækstfonden. Vækst-Invest Nordjylland har netop holdt stiftende generalforsamling og sit første bestyrelsesmøde, som den nye formand ledede. Nu er opgaven at markedsføre fonden rundt om i regionen, så pengene kan komme ud at arbejde i de rigtige virksomheder. Primus motor for den opgave bliver Poul Ernst Rasmussen og fondens nye direktør Søren Mølgaard Kristensen, der begynder i jobbet 1. februar. -junk