Ny nordjysk mafia på Christiansborg

EMNER 26. september 2002 08:00

SKAGEN: Vi lever i en tid, hvor meget bliver centraliseret, og hvor yderområderne risikerer at blive isolerede. Derfor må nordjyderne stå sammen og kæmpe imod en ensidig fokusering på København og Ørestaden. Sådan omtrent lød det fra panelet af folketingkandidater på et debatmøde om erhvervsudvikling og fraflytning i Skagen tirsdag aften. Det fik det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen til at komme med et løfte. Han vil forsøge at genskabe den nordjyske mafia på Christiansborg, som sikrede de nordjyske motorveje i forbindelse med bygningen af Storebæltsbroen. Bjarne Laustsen vil forsøge at samle de øvrige nordjyske folketingsmedlemmer, så de sammen kan sikre at Nordjyllands udvikling ikke bliver glemt i fremtiden. Helt konkret lovede Bjarne Laustsen, at han ikke vil stemme for en bro over Fehmern Bælt, før han får opfyldt tre krav. En bedre færgeforbindelse til Læsø, en udvidelse af landevejen til Skagen og en tredje limfjordsforbindelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...