Ny offensiv skal sikre Lønstrup mod havet

Sommerhusejere søger igen - håber på større forståelse for hård kystsikring hos ny miljøminister

Charlotte Bøje
Ny kurs for kystsikring får grundejere i Lønstrup til at sende ny ansøgning om hård kystsikring, der skal bestå af sten ved klintfoden og fem gange to meter sand. Arkivfoto: Martin Damgård
Naturbeskyttelse 17. maj 2018 10:52 - Opdateret 17. maj 2018 11:07

LØNSTRUP: To grundejerforeninger i kystbyen Lønstrup har søgt om en midlertidig hård kystsikring, der skal sikre, at sommerhuse ikke ryger i havet som følge af Lønstrup Klints erosion.

Grundejerforeningerne Strandfogedgården og Mårup Strand har søgt om at få lov til at opføre en knap 1000 meter lang kystsikring. Den skal bestå af sten ved klintfoden suppleret med sand. Kystsikringen skal dække området ud for sommerhusområdet, der går fra den tidligere Mårup Kirke til den nuværende kystsikring i Lønstrup.

Nyt håb efter mange afslag

Grundejerne øjner nyt håb, fordi miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har åbnet for, at grundejerne kan få den længe ønskede hårde kystsikring.

En åbning der kom, efter en række artikler i NORDJYSKE Medier der påviste, at Natura 2000 ikke automatisk er en hindring for hård kystsikring.

Aktuelt er to sommerhuse i Lønstrup meget tæt på skrænten og dermed i fare, da Hjørring Kommune har varslet rømningspåbud.

Grundejerforeningerne ønsker, at kystsikringen kommer op i løbet af sommeren, og sikringen skal finansierers for statslige midler.

Statens ansvar

- Vi mener, at ansvaret for, at der gøres en indsats her og nu, utvetydigt er statens. Det skal ses i lyset af de udtalelser, der er fremsat af den nye minister for området, Jakob Ellemann-Jensen, i NORDJYSKE Stiftstidende i sidste uge. Samtidig konkluderede den såkaldte kystrapport i september 2016, at netop området ud for Hjørring er den mest udsatte kyststrækning i Danmark, siger Erling Mikkelsen, formand for Strandfogedgården.

- Vi mener desuden, at det vil give god mening, hvis nogle af de 10 millioner kroner, som staten har lovet til kystsikring i 2018, tilgår vores strækning ud for Lønstrup, tilføjer Erling Mikkelsen.

Sideløbende med den midlertidige kystsikring bør det også straks planlægges, hvordan der kan etableres en blivende kystsikring af området, lyder ønsket.

Grundejerforeningerne Strandfogedgården og Mårup Strand har inviteret den nye miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) på besøg i den lille by. Grundejerne vil gerne vise området, der består af cirka 110 sommerhuse.

13 sommerhuse fjernet

Ifølge grundejerne er der siden det første fritidshus blev bygget i 1971 forsvundet 155 meter kyst, og der er nedtaget 13 sommerhuse i løbet af de seneste 20 år.

Jakob Ellemann-Jensen har ikke endnu reageret på invitationen til et besøg i Lønstrup.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...