EMNER

Ny omgang med gruppe- eksamen

KØBENHAVN:I går tog Folketinget endnu engang fat på diskussionen om gruppeeksamen. - Hver gang, der kommer nye argumenter, fremsætter vi det her, og det har vi tænkt at fortsætte med, indtil gruppeeksamen bliver genindført, siger SFs Pernille Vigsø Bagge. Sidste gang oppositionen fremsatte forslag om at genindføre gruppeeksamen var i 2007, men heller ikke her lykkedes det. I december 2008 viste en undersøgelse blandt censorerne, at der bliver skelnet mindre mellem de studerende end før, og hvis det ikke er nok, så håber oppositionen på andre ændringer. - Man kunne jo håbe, at en ny statsminister kunne være så liberal, at han lod det være op til op til uddannelserne selv at tilrettelægge eksamensformen, som Pernille Vigsø Bagge siger. Ifølge Venstres Karsten Lauritzen, der selv har talt varmt for gruppeeksamen, så bliver det dog nok ikke denne gang, selvom han åbner for et kompromis. - Der er et flertal i Venstre grupper, der ikke vil genindføre gruppeeksamen. I den ideelle verden så jeg gerne, at universiteterne fik frihed til selv at bestemme. Jeg så gerne et kompromis, hvor man arbejder med gruppearbejde og laver et forsøg med gruppeeksamen, men jeg tror ikke, regeringen er klar til det, når oppositionen holder så stramt på deres, siger han. Da Venstre sidst sagde nej, blev det samtidig besluttet at lave en undersøgelse af gruppeeksamen. Den undersøgelse er nu færdig, men ifølge Kasten Lauritzen har den kun behandlet gruppearbejde i folkeskolen og gymnasiet. Socialdemokraternes Rasmus Prehn giver da heller ikke meget for den undersøgelse. - Det handler om politiske vilje og om mod til at indrømme, at de tager fejl. Den der undersøgelse er bare en dårlig undskyldning, og det skal vi ikke lade os kyse af, siger Rasmus Prehn, som også vejrer morgenluft i denne tid. - Vi kan jo meget vel være i den situation, at når det her kommer til afstemning, så har vi en anden statsminister, der nok har en mere liberal holdning - det kan man jo håbe på, siger han. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Birgitte Josefsen (V).