Ny onsdagsrekord i Nibe
Sidste års omsætningsrekord for festivalens førstedag fik endnu et nøk opad
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:41
NIBE: 3,6 mio. kr. Så meget omsatte Nibe Festivals mad- og drikkeboder for på førstedagen af den fire dage lange musikfestival. Og det er ny rekord for en onsdag, kunne festivalens formand Thomas Larsen berette torsdag eftermiddag.
Lidt overraskende måske. For netop onsdag på 2016-festivalen var speciel, idet det var dér, Volbeat optrådte med den konsekvens, at dagen var udsolgt måneder i forvejen.
Skønt der således var færre gæster på festivalpladsen på førstedagen i år, brugte de altså flere penge og sikrede dermed en økonomisk god start på årets Nibe Festival.
Om det også rækker til en ny omsætnings- og overskudsrekord for hele festivalen, tør ingen spå om.
Regnvejr er dyrt
Blandt andet betyder massiv regn som den, der torsdag morgen og formiddag ramte Nibe, altid ekstra udgifter. I år er der således indkøbt 300 kubikmeter flis og to vognlæs grus ekstra, og masser af regn øger som regel også udgifterne til at retablere festivalområdet efterfølgende.
Der er endnu ikke udsolgt til årets festival, kun lørdagsbilletterne er væk. Men der er sat flere billetter til salg end tidligere, og derfor er det ikke nødvendigvis et problem, lød det fra festivalledelsen.
I afdelingen for lov og orden forlød det, at Nibe Festival har fået en særdeles rolig start. Antallet af gæster, der har fået klippet armbåndet, fordi de ikke kunne opføre sig ordentligt, var onsdag mindre end 10.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.