Ny optimistisk start

I år kan man håbe, at nytåret virkelig skaber en ændring. Ikke fra dag til dag, men i hele vor holdning til tingene. Der er brug for en ny optimistisk start.

En masse mennesker taler om ”finanskrisen”. Problemet er, at al den snak gør krisen virkelig. Hvordan var det nu, det startede? George Bush' kæmpe underskud på statsbudgettet, suppleret med et voldsomt overvurderet amerikansk boligmarked førte til problemer. Dertil kom høje energipriser bl.a. som følge af udviklingen i Kina. Pludselig begyndte børserne at gå i selvsving, investorerne blev bange. For årtier siden kaldte Mogens Lykketoft en række børshandlere for ”hysteriske kællinger”. Det blev han skældt meget ud for, men havde han ikke ret? Hele den internationale uro kostede også danske banker penge. Men helt ærligt: Stadig ikke voldsomt alarmerende i forhold til deres generelle forretninger. Snebolden rullede imidlertid. Den ene bankanalytiker efter den anden stod frem – godt hjulpet af erhvervsjournalister og nogle økonomer – og talte med deres dystre udsigter krisen i yderligere fart. Meldinger om danske husprisers himmelflugt og fald bragte bekymring i familierne. Når man taler om, at priserne vil falde, venter mennesker med at købe og dermed bliver forudsigelsen selvopfyldende. Det skaber usikkerhed. Det samme gjorde bankernes strammere udlån. Familierne blev bange. Fra at købe kvalitetsvarer købte man billigere eller mindre. Slagteriet i Vrå kunne ikke sælge kvalitetskød og måtte derfor lukke, mens Dyne Larsen fik et kæmpeoverskud, ”fordi mennesker nu kan nøjes med mit”, som Larsen selv sagde. Da megen af den danske økonomi bygger på privatforbrug giver holdningsændringen naturligvis problemer. Fyringer og trusler om arbejdsløshed er blevet ”gode historier”. Naturligvis er der familier, der nu er bragt i tragiske situationer. De skal støttes og hjælpes. Men de bliver ikke hjulpet af, at man overdramatiserer og skaber yderligere stagnation i økonomien. Tvært imod. Kendsgerningen er, at langt de fleste danske familier endnu ikke har mærket problemerne på egen krop. Begynder de imidlertid at handle panisk, så er krisen selvforstærkende. Men det er en ”snakke-krise”. Hvad skal det til for? Bankernes overskud falder måske i de kommende år. Men skal det få dem til at gå i sort og bremse i samfundet? De har en årrække tjent stort – efter de fede år kommer ofte de magre. Men de tjener altså stadig, og de ”fede” år kommer igen. Priserne på husene er faldet, ja! Men langt de fleste skal jo ikke sælge de første mange år, medmindre de tvinges til det. Sådan kunne man blive ved. Jeg undervurdere ikke problemerne, men advarer blot mod, at man automatisk forværrer dem. Så kommer ideologiske politikere og blander sig. Skatteministeren kalder på ”reformer”. Vi ved jo, hvad det er: Mindre beskyttelse på arbejdsmarkedet og kortere dagpengeperioder. Men er det lige tiden til den slags forslag? Hvis arbejdsløsheden er stigende, så vil kortere dagpenge perioder da øge usikkerheden. ”Jamen, vi mangler arbejdskraft”, vil ministeren så sige. Jo, men med al respekt for slagteriarbejderen i Vrå, så er det vel ikke helt let at lade vedkommende besætte en ledig stilling som IT-ekspert eller sygeplejerske i Sønderjylland? Ødelægger man dagpengene får man ikke flere i arbejde – men færre. For frygten for fremtiden breder sig naturligvis – og dermed endnu større opbremsning og øget arbejdsløshed. Krisen er i høj grad mental. Derfor er der brug for en ny optimistisk start. Om nogle få uger kommer en ny Præsident til Det Hvide Hus. Han har allerede gjort meget inden han er startet. Obamas sejrstale, ”Yes, we can” – ”Ja, vi kan!” - har nok større virkning end nok så mange lovforslag og hjælpepakker. ”Tro flytter bjerge”, ”Man skal tro det, før det sker” er to kloge ordsprog. Vi ved det fra os selv. Går vi til en opgave med troen på, at vi ikke kan, så går det galt. Men går vi til den med troen på, at det skal vi nok klare, så lykkes tingene ofte. Sådan er det også i samfundet. Hvis pessimisme kan erstattes af tro på fremtiden, er man nået langt. Det har USA en mulighed for – men det skal vi også have i Danmark – både statsligt og lokalt. Det kunne jo være et nytårsforsæt, at vi selvfølgelig skal tale om problemer, men at de skal ses i den rette målestok. At sortseerne og dommedagsprofeterne ikke skal være de enerådende. Det kunne jo også hjælpe, hvis vi i stedet for at små kævles om enkeltproblemer stod sammen, hjalp hinanden og fik brugt de positive muligheder. Her kunne politikere på alle planer jo gå i spidsen. Det kunne også hjælpe, hvis ord som fællesskab og solidaritet kom tilbage. Vi kan ikke klare udfordringerne alene – vi er nød til at arbejde i fællesskab, hvad enten det drejer sig om at hjælpe mennesker i nød eller nye investeringer, der kan sikre fremtiden. I det hele taget skal vi passe på, vi ikke dør af frygt for døden. Hvis 2009 blev præget af sådanne tanker, så blev en ny optimistisk start ikke blot et smukt nytårsløfte. Så ville det derimod føre til, at 2009 ikke bliver så ringe som nogle elsker at fortælle, det bliver. Det ville være godt for os alle. Godt nytår. Peter Duetoft bor i Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, valgt i Nordjylland. Landsformand CD i 1978-87 og igen fra 2004, nu medlem af Socialdemokraterne. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.