Ny p-plads tæt på midtbyen

Endnu en midlertidig parkeringsplads tages i brug på Aalborgs havnefront. Foto: Michael Koch

Endnu en midlertidig parkeringsplads tages i brug på Aalborgs havnefront. Foto: Michael Koch

AALBORG:Fra i morgen bliver det nemmere at finde en p-plads tæt på Aalborgs midtby. Fredag åbner Aalborg Kommune endnu en midlertidig p-plads ved havnefronten over for Aalborghus Slot og Utzon Centret. Pladsen var tidligere domineret af DFDS¿ færgeterminal, men den er revet ned, og arealet indgår i stedet i omdannelsen af havnefronten. Men indtil det arbejde, går i gang, kan der midlertidigt holde biler på området. Men hvorfor er det nu overhovedet nødvendigt, når der på Musikkens Hus-grunden længere østpå er indrettet midlertidig p-plads? Forklaringen er, at Kuben straks efter nytår går i gang med at bygge kollegium øst for Utzon Centret, og dermed forsvinder en del p-pladser på den gamle cirkusplads. I forvejen er der et hul i området, fordi Metax-parkeringshuset er væk. Den nye p-plads kan rumme cirka 100 biler, og på grund af den nære beliggenhed ved midtbyen er timeprisen i den dyre ende. 14 kroner i årets sidste dage, mens den stiger til 15 kroner efter nytår, hvor der sker en generel taktforhøjelse på de kommunale p-pladser. For de økonomisk anlagte bilister er der en væsentlig besparelse at hente, hvis man stiller bilen et par hundrede meter længere østpå ved Stuhrsvej og Rendsburggade. Her er prisen i det nye år kun 6 kroner i timen.