Brandstiftelser

Ny påsat brand i Aalborg

AALBORG:Ingen personer kom noget til, da en brand i går morges hærgede en ejendom i Vesterå i Aalborgs midtby. Ved 06-tiden blev der slået alarm, da opgangen til nummer 23 var fyldt med røg. Brandvæsenet havde først den opfattelse, at branden kom fra en lejlighed på øverste etage og slog derfor døren ind til lejligheden. Men det var ikke her, det brændte. Da røgen var ventileret ud af opgangen, viste det sig, at branden var opstået i noget affald på trappen. Tilsyneladede er der tale om en påsat brand, bemærker vagthavende hos Aalborg Politi. I hvert fald er der konstateret brændbare væsket ved affaldet, og teknikere blev tilkaldt for at indsamle spor. Branden i går er den anden på kort tid, som kunne tyde på, at der går en farlig person rundt i byen. I sidste uge var der indbrud i et redskabsrum under Aalborg Kunstmuseum, og gerningsmanden stjal ikke noget, men lavede en lang lunte af benzin og satte ild til. Heldigvis gik ilden ud af sig selv.