Pension

Ny pension trækker kunder væk fra garantier

Dyrt at give pensionsgarantiet for pensionsselskaberne - men godt for særligt ældre kunder

KØBENHAVN:Med lanceringen af en ny type pensionsopsparing - som blander unit link og traditionel pensionsopsparing - håber Danica Pension at gafle nye kunder fra konkurrenterne. Men det nye produkt er også et skridt i retning af at trække egne kunder væk fra de traditionelle pensionsordninger med garanti for et vist mindsteafkast, vurderer Forbrugerrådet. - Efterspørgslen efter unit link har nok ikke været så stor, som de har regnet med. Mange kunder har hverken tid eller lyst til at styre pensionen selv. Og så er det nok en måde at få folk til at afgive rentegarantien - hvilket er godt for nogle, men skidt for andre. Her må vi håbe, at selskaberne rådgiver ordentligt og overholder reglerne om god skik, siger økonom i Forbrugerrådet Lotte Aakjær Jensen til Ritzau. Lidt forenklet kan det være en dårlig idé for mennesker med kort tid til pensionsalderen at give afkald på en garanti for et mindsteafkast på 4,5 procent. Modsat kan garantien være en decideret ulempe for unge mennesker med mange år tilbage at spare op i. I de garanterede ordninger hos Danica fylder aktieinvesteringer blot 11 procent, mens unge mennesker typisk vil have fordel af en højere aktieandel - der er mere risikabel, men typisk også giver et højere afkast De gammeldags pensionsopsparinger med garanti er en klods om benet på pensionsselskaberne, fordi tidens lave renteniveau gør det svært at leve op til garantierne, som for nogle kunders vedkommende er helt oppe på 4,5 procent. For kunder der er kommet til senere end 1994 er garantien dog helt nede på 2 procent eller mindre. Men fordi alle kunderne - uanset garantiniveau - har deres penge i samme pulje, betyder hensynet til de høje garantier, at investeringsstrategien bliver overforsigtig. Og lever investeringsafkastene ikke op til garantierne, må Danica tære på reserverne for at leve op til det lovede afkast på 4,5 procent. - Det er klart, at garantierne er en udfordring set i sammenhæng med tidens lave renteniveau. Det er ikke hensigtsmæssigt for os, og det er ikke hensigtsmæssigt for kunden. Det er ikke hensigtsmæssigt, at de unge kunder har så lave aktieandele, som tilfældet er i klassiske pensionsopsparinger, siger administrerende direktør i Danica Pension Henrik Ramlau-Hansen. For Danicas vedkommende vælger 30 til 40 procent af nye kunder unit link pension - en relativt ny ordning, der har eksisteret siden 2001. Kunder med unit link i Danica har samlet sparet omkring 6 milliarder kroner op. Til sammenligning er kundernes samlede formue i Danicas traditionelle pensionsopsparing på 170 milliarder kroner. /ritzau/