Teater

Ny Pinocchio fra Får302

HJØRRING:Vendsyssel Teater viser 9. april Teater FÅR302s udgave af fortællingen om Pinocchio. Gæstespillet er instrueret af Rolf Heim og forestillingen er kun for voksne. Bo Hr. Hansen har skrevet nyfortolkningen af den klassiske Pinocchio, der ligger meget langt fra Disneys version. Bo Hr. Hansen har tidligere skrevet en teaterversion af Festen til Mammutteatret, og De Efterlevende til FÅR302. Han har også skrevet manuskripter til de to børnefilm "Kald mig bare Aksel" og "En som Hodder". Stykket handler om at være lykkelig, men ikke ved at være god. Pinocchio går sine egne veje og prøver at finde sin indre svinehund, at fornægte alt, der hedder medmenneskelighed og hjælpsomhed. De gode mennesker har det nemlig skidt. Dukkemager Gepetto får besked på, at han i forklædning som Pinocchio skal opføre sig forfærdeligt, hvis han vil sikre sig en plads på Hjemmet, hvortil der er venteliste. Ikke noget med at sige undskyld og opføre sig hensynsfuldt, som han plejer. Stykket har musik af Niels Lassen og FÅR302 lover en musikalsk og humoristisk forestilling. På scenen er: Charlotte Munksgaard, Niels Vendius, Pauli Ryberg, Thomas W. Gabrielsson og den debuterende Sarah Secher Ernst.