Ny plan: Genopdragelsesrejser skal kunne udløse udvisning

Regeringen vil indføre fængselsstraf på op til fire år og udvisning til forældre, der sender børn afsted.

Ritzau
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets Mette Frederiksen lægger begge op til en skærpet kurs over for ikkevestlig påvirkning af Danmark. Torsdag foreslår Løkke en straframme på op til fire års fængsel og mulig udvisning til forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejse. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
Politik 1. marts 2018 11:27

Uanset hvor lang tid en udlænding har boet i Danmark, så skal det kunne udløse en udvisning, hvis barnet sendes på genopdragelsesrejse.

Det er en del af regeringens udspil "Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030", som præsenteres torsdag formiddag.

Her forsøger VLAK-regeringen at tage hårdt fat for at lukke de "huller i Danmarkskortet", som ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er opstået i kraft af den ikkevestlige indvandring.

Konkret foreslår regeringen i udspillet at kriminalisere forældre, der sender deres børn på en genopdragelsesrejse, "som udsætter barnets sundhed og udvikling for alvorlig fare".

Regeringen lægger op til en straframme på fængsel i op til fire år.

Og får forældrene en ubetinget fængselsstraf, så skal det kunne føre til udvisning. Det gælder uanset længden på straffen, og "uanset hvor længe udlændingen har boet i Danmark", fremgår det af regeringens udspil.

Det er kun, hvis det "med sikkerhed" strider imod Danmarks internationale forpligtelser at udvise, at udvisning skal undlades, fremgår det af udspillet.

Samtidig med kriminaliseringen af forældrene foreslår regeringen at udvide beskyttelsen af børnene. Det skal ske via to tiltag.

For det første skal det "i videst muligt omfang" være muligt at inddrage barnets pas, hvis der er risiko for, at barnet er ved at blive sendt på genopdragelsesrejse.

For det andet vil regeringen fjerne bestemmelsen om, at barnets opholdstilladelse kan inddrages efter tre måneders ophold i udlandet.

Det skal sende "et klart signal om, at det er forældrene, der skal straffes, og ikke barnet", står der i udspillet.

Udspillet skal nu forhandles med Folketingets partier. Her skal regeringen forsøge at samle flertal for forslagene, før de kan blive omsat til lovgivning.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...