Ældreforhold

Ny plejehjemsbus kommer tættere på

Aabybro Plejehjems gamle bus er sendt på pension, og nu skal en fest med middag, sang og dans bidrage til indsamlingen til en ny bus. Foto: Hans Chr. Jacobsen

Aabybro Plejehjems gamle bus er sendt på pension, og nu skal en fest med middag, sang og dans bidrage til indsamlingen til en ny bus. Foto: Hans Chr. Jacobsen

AABYBRO:Aabybro Plejehjem er godt på vej mod at skaffe penge til en ny bus, og næste stoppested er et festligt et af slagsen. I morgen aften, onsdag, er der fest på plejehjemmet, og her underholder det kendte ægtepar Lis og Per med glad sang og musik. For nyligt, da plejehjemmet arrangerede loppemarked for også at skaffe penge til bussen, kunne forstander Frank Dubgaard melde om en massiv støtte. Da fristen for at melde sig til onsdagens fest udløb i går, kunne plejehjemmet så konstatere, at støtten fortsætter. Omkring 100 mennesker udefra havde da tilmeldt sig, og med plejehjemmets 40 beboere bliver der altså 140 til spisning. Der bydes på tre retter samt kaffe, og derefter kan dansegulvet indtages. Aftenens overskud lægges oveni de cirka 150.000 kroner der nu er indsamlet. Det magiske tal er 285.000 kroner, som er prisen på en ny bus med lift. Den skal erstatte plejehjemmets Fiat Ducato Panorama TurboD fra 1986, som blev kasseret på det seneste bilsyn og derfor blev solgt på auktion i forbindelse med loppemarkedet. Højeste bud lød på 4450 kroner.