Ny politisk aftale udvider kompensation til erhvervsliv
Med en ny politisk aftale kan virksomheder nu vælge at lukke ned frivilligt og stadig få kompensation.

Pressemøde i Statsministeriet Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er nu mere hjælp på vej til virksomheder, der bliver ramt af nye coronarestriktioner.
Regeringen har således sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der udvider de allerede aftalte kompensationsordninger til erhvervslivet.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.
I sidste uge aftalte et bredt flertal af Folketingets partier at åbne for de generelle kompensationsordninger.
Det betyder blandt andet, at alle virksomheder, der skal lukke midlertidigt, vil kunne få kompensation under disse ordninger.
Nu er partierne enige om, at virksomheder, der rammes af tiltagene, kan vælge at lukke ned frivilligt og få dækket op til 90 procent af deres faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig.
Derudover kan de gøre brug af lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.
Fra søndag gælder en række nye restriktioner grundet den stigende coronasmitte i samfundet. Smitten med den nye omikronvariant har også været stigende på det seneste.
Tiltagene indebærer blandt andet, at barer, restauranter og caféer skal holde lukket fra klokken 23 til 05. Og at der ikke må serveres alkohol efter klokken 22.
I det hele taget kommer der et forbud mod salg af alkohol efter klokken 22 og før klokken 5. Eksempelvis i kiosker.
Ifølge erhvervsminister Simon Kollerup (S) "følger hjælpen med", når der indføres restriktioner.
- Derfor spændte vi i sidste uge det brede sikkerhedsnet ud under dansk erhvervsliv, og nu har vi justeret og udvidet nettet, så dem der bliver ramt kan få hjælp, siger han i pressemeddelelsen.
Det bliver også muligt at søge om kompensation fra den dag, restriktioner er trådt i kraft. Altså den 10. eller 19. december, fremgår det.
Ligesom sidste år etableres der også en "Decemberpulje". Her kan virksomheder søge om kompensation på op til 150.000 kroner for sæsonbetonede omkostninger. Det kan eksempelvis være julepynt eller anden udsmykning.
Med puljen kan der også søges om kompensation på op til 250.000 kroner for sæsonbetonede letfordærvelige fødevarer.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.