Byggeri

Ny portal skal give byggeriet svar på alt

Dansk Byggeri vil sikre overblikket

AALBORG:Et fuldstændigt overblik over den danske byggesektor! Sådan lyder den ambitiøse målsætning for den nye internetportal, som Dansk Byggeri - sammenlægningen af Byggeriets Arbejdsgivere og Danske Entreprenører - står bag. Internetportalen med adressen www.danskbyggeri.dk. består af en hovedportal og en lang række underportaler, sådan som man også kender det fra f.eks. Jubii. - Byggeriportalen er en integreret del af foreningens overordnede kommunikationsstrategi, hvor vi satser på at benytte elektronisk kommunikation til de tre vigtigste målgrupper, som er Dansk Byggeris medlemmer og meningsdannere, herunder medier, siger kommunikationschef Anders Hundahl, Dansk Byggeri. Ansvarlig for elektronisk kommunikation i Dansk Byggeri, Martin Riget Nielsen, understreger, at den nuværende udgave af portalen langt fra er færdig. Underportalerne og deres indhold skal skabes decentralt i Dansk Byggeri. F.eks. skal arbejdsmiljøafdelingen i Dansk Byggeri levere indhold til underportalen om arbejdsmiljø. Det er foreningens ambition, at portalen om seks måneder skal give overblik til alle parter inden for byggeriets verden. - Hvis en bygge- eller projektleder, arkitekt eller leverandør er i tvivl om lovgivning eller bygningsreglement eller vil finde frem til leverandører af særlige betonelementer, skal svaret kunne findes på Dansk Byggeris nye portal. Og med trådløst internet vil også folkene på byggepladserne have portalen lige ved hånden, siger Martin Riget Nielsen.