EMNER

Ny portion jordbrugsparceller er klar til salg

LØRSLEV:Sindal Kommunes sekretariatschef Hans Paludan oplyser, at kommunen er klar til at sælge den næste portion jordbrugsparceller efter at der for nogen tid siden blev udsolgt i udstykningen ved Kærvej i Astrup. Det drejer sig i første omgang om tre nye parceller ved Hegnet i Lørslev, og de er prissat til mellem knap 313.000 og godt. 365.000 kroner. I prisen er indregnet tilslutning til kloak, el og vand. Jordbrugsparcellerne i Lørslevs udkant er på mellem omkring 6500 og 9400 kvadratmeter, men der må kun bygges i et byggefelt på op mod 1000 kvadratmeter nærmest vejen. - Jeg regner med at jordbrugsparcellerne i Tolne er klar til salg her i februar måned, og så kigger vi på, om det er muligt at udstykke flere i Astrup, siger Hans Paludan. På en jordbrugsparcel er der mulighed for at have et såkaldt ikke-erhvervsmæssigt dyrehold. Herved forstås op til 4 heste med føl, to køer med kalve, 10 får eller geder med lam/kid, fire hunde med hvalpe eller 30 høns med kyllinger. Alternativt kan købere vælge at bruge grunden som eksempelvis en stor have, til frugtavl, gartneri eller som naturgrund.