Ny præsident for Lions Club

Tove Mørkholdt overdrager præsidentnålen til Birte Galland

BRØNDERSLEV:Klinikassistent Birte Galland har overtaget hvervet som præsident for Lions Club Brunhilde i Brønderslev. Hidtil er det Tove Mørkholt, der har båret præsidentnålen, som hun nu har overdraget til Birte Galland. Tove Mørkholt kan således kalde sig past præsident eller afgående præsident. Jytte Bjerre Sørensen er vicepræsident, mens Hanne Fuglsang er sekretær og Berit Skovgaard kasserer. Klubmester er Kirsten Helledie, mens Berit Møller Jørgensen er tailtwister. Der er 29 medlemmer i Lions Club Brunhilde, der holder et månedligt møde. Det sker den anden tirsdag i hver måned, og møderne holdes på Landboskolen i Danmarksgade i Brønderslev. Birte Galland har været aktiv i Lions Club Brunhilde i de fem år, klubben har eksisteret. Hun er oprindeligt fra Fyn, men kom for 21 år siden til Brønderslev, hvor hendes mand, Richard Galland, overtog en øre-, næse-, hals-klinik. Birte Galland, der er uddannet lærer, har gennem de 21 år været klinikassistent på klinikken. - Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, siger Birte Galland, der er glad for at kunne gøre noget for andre. Lions Club Brunhilde har i øvrigt haft spenderbukserne på. Der er ydet et tilskud på 10.000 kr. til Julemærkehjemmet i Hobro. - Julemærkehjemmene mister indtægter, fordi der sælges færre julemærker. Men vi synes, at det er en god ide at støtte hjemme, siger den afgående præsident Tove Mørkholt. Forstander på hjemmet, Marie Høgsbro, var på besøg i klubben, og i den forbindelse fik Marie Høgsbro de 10.000 kr. med hjem. Lions Club Brønderslev støtter også en pige, der er adopteret i Sri Lanca. Pigen opholder sig i Sri Lanca, men der sendes penge dertil. Et Lions-projekt i Litauen har også fået penge. Her er man ved at lave en ergoterapi. Og der ydes støtte til "Operation Gensyn". Det er et projekt med en mobil øjenklinik, der kører rundt i Afrika. Mange mennesker får deres syn tilbage efter en operation. Mange rammes af stær på grund af forurenet vand. Desuden har projektet "Fulton" samt Nyreforeningen fået penge, og der er skænket penge til ny sangbøger til Plejehjemmet Stenumgaard i Stenum. - Pengene til at gøre godt for, får vi blandt andet via vort julearrangement, hvor vi sælger lodder. Vi er også at finde på Store Brønderslev Marked hvert år. Her sælger vi syltede ting, fortæller Lone Mørkholt og den kommende præsident, Birte Galland. - Vi holder også modeshow med mere, og vi skal med på forårsmessen i 2004, ligesom vi var med på Forårsmessen i 2002. Birte Galland siger, at der er planer om at arrangere en koncert af en slags. - Om det bliver i år, eller først i 2004, tør jeg ikke siger, siger hun. En julekoncert er en mulighed.