EMNER

Ny præsident - nyt håb?

Barack Obama overtager - næst efter Franklin D. Roosevelt - den vanskelige præsidentpost i USAs historie

For at hjælpe den skrantende bilindustri vil den amerikanske regering købe ikke mindre end 17.600 biler . Foto: Scanpix

For at hjælpe den skrantende bilindustri vil den amerikanske regering købe ikke mindre end 17.600 biler . Foto: Scanpix

På tirsdag kl. 18 (dansk tid) vil en stor del af verden for en stund have blikke rettet mod trappen foran Capitol Hill i Washington, når Barack Obama bliver indsat som USA’s 44. præsident. Op til indsættelsen har han sandsynligvis øvet sig grundigt på denne tekst: - I do solemnly swear that I will faithfully execute the Office of President of the United States and will, to the best of my Ability, preserve, protect, and defend the Constitution of the United States. I teksten står altså, at han kun er forpligtet i forhold til sine evner, og at han skal bevare, beskytte og forsvare den amerikanske forfatning. Altså ikke et ord om overnaturlige evner til at udføre mirakler for en økonomi, der ikke har været kørt længere ud af et sidespor siden 20’ernes enorme bolig- og aktieboble. Der er ikke megen tvivl om, at Obama vil være den af USA’s 44 præsidenter, der - med undtagelse af Franklin D. Roosevelt i 1933 - overtager den vanskeligste opgave nogensinde, og heller ingen tvivl om, at både den amerikanske befolkning og det finansielle marked har store forhåbninger til, at han kan udføre mirakler. Men kan han det? Obama har bedt om at bruge den samme bibel, som Abraham Lincoln brugte i 1861, da han blev indsat som præsident. Netop Lincoln var kendt for, i en tale til sine medarbejdere efter valget, at have sagt: - Well, boys, your troubles are over now - mine have just begun. Det tror jeg roligt, man kan sige om de næste 4 år for Barack Obama. De, der har læst denne klumme jævnligt over de seneste måneder, er nok ikke i tvivl om, hvilke enorme udfordringer den amerikanske præsident står overfor på den økonomiske front. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men blot konstatere, at de tal, vi ser fra USA (og i øvrigt også fra Europa, Asien, Emerging market og såmænd også Danmark) sandsynligvis er de svageste siden Anden Verdenskrig. USA har i den aktuelle nedgangsfase indtil videre set arbedsløsheden stige med 4,3 millioner og kan ifølge de fleste prognoser tabe yderligere mellem 3 og 4 millioner. Sker det, vil arbejdsløsheden stige til over 10 procent. Det er kun sket én gang (1983) siden Anden Verdenskrig. Det er, hvad Obama står overfor, og det er derfor, der stilles så store forventninger til hans evner. Spørgsmålet er så, om man beder om det umulige? Der er ingen tvivl om, at vi inden for den kommende måned vil blive præsenteret for "alle stimuleringspakkers moder", når Obama går til kongressen og beder om indtil videre 825 milliarder dollar, som skal bruges til at stimulere økonomien. Obamas rådgivere nævner nu et mål om at skaffe/erstatte op imod tre millioner arbejdspladser over de kommende to år. En så stor finanspolitisk stimuleringspakke vil selvfølgelig skaffe nye job, eller måske rettere erstatte nedlagte stillinger, hvilket - efter en rentenedsættelse til 0,0 procent - reelt er en af de sidste muligheder, den amerikanske regering har for at holde hånden under økonomien. Det, som de nærmeste kvartaler så vil vise, er, hvor mange job der reelt vil blive skabt, og i hvor høj grad det vil genskabe tilliden i økonomien. I forhold til den verden, vi har kendt igennem de seneste 30-40 år, adskiller den nuværende situation sig imidlertid på ét væsentligt punkt, nemlig at vi ikke før har skullet analysere på en situation med en global finansiel krise. De øvrige kriser, vi har set de seneste år, har enten været almindelige konjunkturtilbageslag eller isolerede finansielle krise som eksempelvis bankkriserne i Sverige, Norge og Finland i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Men altså ikke en finansiel krise i verdens største økonomi, der har spredt sig til resten af verden. Det i sig selv gør udsigterne for 2009 meget usikre - hvilket i sig selv lægger en dæmper på investorernes risikovillighed, ligesom det vil få private husholdninger til at holde igen på forbruget, virksomheder til at se tiden an med hensyn til investeringerne og den finansielle sektor til at være tilbageholdende med at yde finansiering. Denne uge vil byde på lav omsætning og sandsynligvis også kun små kursudsving på det globale finansielle marked de første to dage af ugen. Det skyldes, at USA fejrer Martin Luther King dag om mandagen, og at Obama bliver indsat som præsident om tirsdagen. Vi tror, at vi må vente med det vigtigste nøgletal til om fredagen, hvor Europa offentliggør aktivitsindikatoren PMI. Den ligger i forvejen på det laveste niveau nogensinde og signalerer dermed en meget kraftig nedgang i den økonomiske aktivitet. Vi forventer, at den falder yderligere og dermed vil holde de europæiske politikere til ilden i forhold til at gennemføre pakker a la den, vi forventer fra Obama inden for den kommende måned. Det kan også påvirke den hjemlige debat, der lige nu centrerer sig om bankpakke 2, men meget hurtig kan skifte til Finanspakke 1. På den europæiske scene udspiller der sig i øjeblikket et drama, der kan blive påvirket af disse negative økonomiske indikatorer. I sidste uge satte det internationale ratingbureau Standars & Poors tre europæiske lande på en negativ observationsliste. Uden at gå i detaljen kan man sige, at der er flere lande, der har store problemer med den aktuelle kurs på euroen (de har været vant til at devaluere sig ud af problemer), og at Grækenland efterfølgende fik sin status nedgraderet. Rentespændene indenfor euro-området (renterne i Grækenland, Spanien, Irland og Italien) lige nu ligger på niveauer, vi ikke har set siden indførelsen af euroen, og signalerer stor usikkerhed omkring disse landes økonomier. Markedet forlanger en risikopræmie for at købe obligationer i disse lande, hvilket kun kan skyldes en stigende risiko for, at et af dem må forlade euro-samarbejdet. Det tror vi ikke vil ske - primært fordi både ECB og de europæiske politikere vil gøre alt for at undgå denne ydmygelse. Men det finansielle marked spiller altså lige nu på en stigende risiko for, at det faktisk kan ske!