Kristendom

Ny præst til Abildgård

Menighedsrådet hyrer 32-årig fra Århus

FREDERIKSHAVN:I stedet for Henrik Raakjær Nielsen, der flyttede til København i sommer, får Abildgård sogn nu en ny præst per 1. december. Menighedsrådet har enstemmigt indstillet 32-årige cand. theol Kåre Schelde Christensen, Århus. Kåre Schelde Christensen stammer fra Vejle. Han blev teologisk kandidat med speciale i religionsteologi ved Århus Universitet i 2005. Han afslutter nu en tid som lærer på Rønde Højskole, hvor han underviser i kristendom, islam og etik. I og før studietiden har han virket på forskellige områder i KFUM og KFUK og Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse (DKG) - både som ansat og som frivillig medarbejder. Kåre Schelde Christensen har en del international erfaring. Han har været volontør på ”The Iona Community” i Skotland. Været på studieophold i Indien, Nepal og Indonesien. Leder på Camp Counsellor på ”YMCA Camp Duncan” i USA har han også været, ligesom han har deltaget i studietur til Kirkernes Verdensråd i Geneve. Af andre meriter kan nvænes, at han var medlem af Folkekirkens delegation på Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Canada, udpeget deltager i norsk-dansk dialogkonference for unge kristne og muslimer, Oslo, og i egyptisk-dansk dialogkonference for unge kristne og muslimer, Fredensborg. Endelig har han deltaget i Kirkernes Verdensråds Missionskonference i Athen som delegat for den danske folkekirke. Kåre Schelde Christensen ordineres ved en gudstjeneste i Aalborg Domkirke (Budolfi) mandag 4. december kl. 19.00. Sognet arrangerer bustransport til denne ordinationsgudstjeneste. Indsættelsen i embedet sker ved højmessen i Abildgård kirke søndag 10. december, hvor der ved frokosten bliver lejlighed til at hilse på den nye præst.