Færdselsforseelser

Ny promillegrænse for redningsfolk bekymrer

- Vi må godt køre i bil til havnen med et glas vin i blodet, men vi må ikke sejle ud for at redde andre i nød

Fra venstre redningsfamilien Christian, Johnny og Birger Isaksen og folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S): Foto: Carl Th. Poulsen

Fra venstre redningsfamilien Christian, Johnny og Birger Isaksen og folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S): Foto: Carl Th. Poulsen

SÆBY:Bådfører på redningsbåden LRB 16 i Sæby ved Frederikshavn, Birger Isaksen, er bekymret over, at Folketinget i næste uge måske vedtager en lavere spirituspromille-grænse for førere af redningsbåde end for bilister. - Som redningsfolk er vi godt klar over, at vi ikke kan sejle rundt med en særlov om højere promille end andre, men det er ikke rimeligt, at vi skal have en lavere grænse end for eksempel bilister. Det siger Birger Isaksen, som beskriver problemet således: - Som alle andre frivillige redningsfolk i redningstjenesten står vi til rådighed 365 dage om året - 24 timer i døgnet. Der står endda i vores overenskomst, at vi ikke har krav på ferie. Vi er altså til rådighed hele tiden. - Vi ved aldrig, hvornår vi skal på arbejde, og det vil sige, at vi hele tiden skal kunne møde når som helst med en promille på ikke over 0,2. Det betyder jo, at vi aldrig kan tillade os at tage en øl eller et glas vin på noget som helst tidspunkt fra nu af og til vi går på pension. Den yngste af vores folk fylder 30 i marts. Det er ikke rimeligt, siger Birger Isaksen. Han har rettet henvendelse til folketingmedlem Bjarne Laustsen (S), der er valgt i frederikshavnerkredsen. Han siger: - Det lovforslag, som den konservative økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen fremsætter i næste uge i Folketinget er helt tosset. - Hvis man nedsætter promillegrænsen til 0,2 for førere af redningsbåde mod 0,5 for bilister, betyder det jo blandt andet, at redningfolk gerne må tage et glas vin med konen og køre bil til en udrykning for at redde andre i nød til havs, men de må ikke med det glas vin i blodet sejle ud og sætte livet på spil i en redningsaktion. Det er jo helt skævt og må laves om, siger Bjarne Laustsen. - Loven duer simpelthen ikke for os. Det er hårde odds, man byder os. Vi har jo kun dette job for at kunne hjælpe andre i nød, fastslår bådfører LRB 16, Birger Isaksen.