Lokalpolitik

Ny radikal i byrådet

Bjarne Jensen skifter fra Borgerlisten til Det Radikale Venstre

BJARNE JENSEN har besluttet sig for at melde sig ind i Det Radikale Venstre efter at Borgerlisten blev opløst ved årsskiftet. Arkivfoto

BJARNE JENSEN har besluttet sig for at melde sig ind i Det Radikale Venstre efter at Borgerlisten blev opløst ved årsskiftet. Arkivfoto

Det Radikale Venstre har med ét slag fordoblet sin repræsentation i byrådet i Vesthimmerlands Kommune. Bjarne Jensen, tidligere Borgerlisten, har nemlig meldt sig ind i midterpartiet og bliver dermed kollega til Ninni Lodahl Gjessing i byrådsgruppen. - Efter at det i foråret 2008 blev offentliggjort, at Borgerlisten Vesthimmerland havde besluttet at lukke 31. december 2008 er jeg fra mange sider blevet opfordret til at gå ind i et politisk parti, siger Bjarne Jensen og fortsætter: - Jeg har overvejet dette i et stykke tid og er kommet frem til, at det parti, som bedst matcher de holdninger jeg har, er Det Radikale Venstre. Bjarne Jensen tilføjer, at han i denne byrådsperiode har haft et særdeles godt samarbejde med Ninni Lodahl Gjessing. - Jeg har oplevet hende som en særdeles dygtig og engageret person, som ikke er bange for at stille de kritiske spørgsmål. Denne type personer er der desværre ikke mange tilbage af i kommunalpolitik, og jeg glæder mig derfor meget til vores videre samarbejde, siger han. Bjarne Jensen understreger, at han i resten af valgperioden samtidig også betragter sig selv som Borgerlistens repræsentant i byrådet. De tillidsposter, som Borgerlistens medlemmer har uden for selve byrådet, fortsætter uændret valgperioden ud. - Hvis nogle af Borgerlistens tidligere medlemmer har noget, de gerne vil bragt videre, kan de stadig komme til mig, siger den nu radikale politiker. Byrådsmedlem Ninni Lodahl Gjessing udtaler i en pressemeddelelse, at hun glæder sig meget til samarbejdet med Bjarne Jensen, hvis indsats i byrådet hun har stor respekt for. Formanden for Det Radikale Venstre i Vesthimmerland Thomas Madsen Nielsen glæder sig også over Bjarne Jensens indmeldelse i Det Radikale Venstre. - Det styrker Det Radikale Venstre i byrådet, ikke mindst i økonomiudvalget, hvilket giver Det Radikale Venstre endnu større mulighed for at påvirke politikken, udtaler han.