Ranum

Ny række af sogneaftener i Ranum og Malle

RANUM:Der indledes nu en ny række af sogneaftener i Ranum og Malle. Torsdag 12. oktober skal det handle om Sydafrika. Aftenens foredragsholder er Sarah Thorndal, der er født og opvokset i Ranum. For nylig var hun et halvt år i Sydafrika som volontør. Her legede hun med syge børn på Somerset Hospital, og hun hjalp med undervisningen på skolen Learn to Live, på dansk: Lær at Leve, som er en skole for gadebørn. Hun fortæller denne aften om sine oplevelser og om de tanker, som de har sat i gang. ”Et rigtigt demokrati er ikke alene at have sin frihed, men også at respektere andres frihed og værdighed”. Sådan har Nelson Mandela sagt, og denne aften skal mødedeltagerne høre om hans store betydning for Sydafrika. - Når man siger Sydafrika, vil de fleste stadig tænke Apartheid, undertrykkelse, HIV og racisme. De færreste ved, at Sydafrika med sine 11 officielle kulturer nu bliver kaldt en af verdens mest demokratiske stater. Efter næsten 50 års kamp ophørte Apartheid i 1994 med valget af Nelson Mandela som den første demokratisk valgte præsident. Herefter startede den lange og seje kamp for at komme ovenpå efter 50 års rædsler, ødelæggelser og fattigdom. Kampen er ikke slut endnu, men den er på vej til at være det, fortæller Sarah Thorndal.