Ny rekord for Aalbæk Løbet

252 løbere gav den hele armen i flot løbe-vejr

Aalborg 1. september 2003 06:00

AALBÆK: Med 252 løbere i mål satte Aalbæk Løbet endnu engang nye rekorder med hensyn til deltagerantal. Sidste år var 215 løbere med, så der er tale om en pæn fremgang. Løbsledelsen kunne desuden glæde sig over, at der også var stor tilslutning fra deltagere uden for Skagen Kommune. Det var da også folk udefra, der var de hurtigste ude på ruten. Hurtigste herre på den korte distance med 5,4 kilometer blev Christian Flylund i tiden 18.56. Han kommer fra Aalborg, men har en tæt tilknytning til Skagen og havde derfor valgt at stille op for Skagen Akupunktur. Hurtigste kvinde på den korte distance blev Inger Saanum fra Norge i tiden 19.34. På den lange rute var det både på herre- og damesiden frederikshavnere, der kom først i mål. Kirsten Søberg klarede de 11 kilometer i tiden 46.03, mens Ole Christensen kom i mål i tiden 40.50. - Vi havde et meget vellykket løb uden problemer og helt uden skader af nogen art. Der var en god stemning, og vejret var også helt perfekt til en løbetur. Det var hverken for varmt eller for koldt, og heldigvis blev det også kun til nogle få dryp fra himlen, fastslår medarrangør og kontaktperson Bent Buchhave. Jonna Højen sørgede for, at løberne var varmet ordentlig op, inden de blev sendt ud på ruten, og hun var god til at få alle folk med på ideen. Selve startskuddet lød kl. 18.10, et tidspunkt der er nøje afstemt med det lokale tog, der når til Aalbæk kl. 18.21, så løberne ikke lige pludselig får en uønsket pause, fordi de skal vente på toget. Også denne side af sagen klappede perfekt, så nu kan den arrangerende klub, Aalbæk Idrætsforening, uden større besvær gøre klar til næste års Aalbæk Løbet med håbet om nye rekorder til den tid. NORDJYSKE bringer en af de nærmeste dage mere om Aalbæk Løbet og i den forbindelse også hele resultatlisten fra løbet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...