Dronninglund

Ny rekord for Dronninglund Løbet

Arrangørgruppe røg for første gang over den magiske grænse på 400 deltagere.

DRONNINGLUND:Ved gårsdagens 10. udgave af Dronninglund Løbet kunne arrangørgruppen fra DIF’s Venner for første gang notere et deltagerantal, der lå over den hidtil magiske grænse på 400. 434 deltagere nåede arrangørerne op på, og det er hele 80 mere end den gamle, treårige deltagerrekord for det stadigt mere populære motionsløb i Dronninglund. - Der er nærmest tale om ønsketænkning, konstaterede løbsleder Bjarne Lykkenshede, der i samme ombæring glædede sig over det perfekte, letskyede og lune løbevejr. - Samtidig er der også perfekte forhold ude på ruten. Det hele er tørt og godt at løbe på, sagde han om de to ruter på henholdsvis 12,6 og 5,0 km. Dronninglund Løbet bød vanen tro på både løbere, der havde forhåbninger om at sikre sig en god tid, og løbere, der mest bare var med for at få sig en hyggelige løbe- eller gå-oplevelse i den smukke natur, som ruterne er lagt i. Blandt deltagerne så man således også folk med barne- eller klapvogne, og der var også en enkelt i kørestil og en dreng på cykel (!), ligesom også en del hunde løb med på turen. - Det har simpelthen været en solstrålehistorie, hvor der på pladsen har været 53 hjælpere i gang for at sikre en god løbsafvikling, siger Bjarne Lykkenshede, der allerede nu kan love, at Dronninglund Løbet vender tilbage igen næste år. Det største hold ved Dronninglund Løbet var iøvrigt for anden år i træk det multietniske hold fra Mellemfolkeligt Samvirke i Nordjylland. De stillede til start med 43 danske, afrikanske og af-ghanske deltagere - deriblandt den enlige deltager i kørestol - og Bjarne Lykkenshede er begejstret for MS-lejrens initiativ. - Vi er i Danmark ikke så gode til at tage imod nydanskerne, så det her er en rigtig god idé, siger han.