Ny rekord for fodboldstævne

NØRHALNE:Nørhalne Cup sætter også i år ny deltagerrekord, og det internationale fodboldstævne bliver landets tredjestørste ungdomsstævne. Stævnet får i år deltagelse af 357 hold, når 20. udgave af Nørhalne Cup fra 28. maj til 1. juni finder sted. Det er 135 fodboldhold flere end sidste år. De mange deltagere betyder, at der skal inddrages en række nye spillesteder, så der også skal spilles på Jetsmark, Birkelse og Saltum stadion. - Der deltager langt flere hold, end vi nogen sinde havde drømt om. Det betyder, at vi totalt må ændre turneringens opbygning, og der skal laves nye planer for, hvordan vi bespiser 6.000 mennesker og får et bussystem til at fungere, siger Henrik Niss, der er formand for arrangørerne, Fremad Nørhalne. Med 357 hold er Nørhalne Cup landets tredje største ungdomsfodboldturnering kun overgået af Dana Cup i Hjørring og Vildbjerg Cup. Arrangørerne forventer, at medregnet trænere, ledere, forældre og søskende kommer der op mod 9.000 gæster til området i de tre dage, stævnet finder sted. Og det kræver inddragelse af mange naboforeninger og frivillige hjælpere. - I år har vi for første gang spillere indkvarteret i Tylstrup, Pandrup, Kaas, Saltum og på Vedsted Friskole. Vi får hjælp af idrætsforeningerne i Tylstrup, Jetsmark, Birkelse og Saltum, der på lige fod med idrætsforeningerne i Sulsted, Vestbjerg, Vadum, Biersted, Aabybro og Ingstrup hjælper med indkvartering, servering af mad og mange andre opgaver, siger Henrik Niss. - Ser vi bort fra turneringerne i juli, er der ingen turnering i hele verden, der uden for feriemåneden samler så mange hold som Nørhalne Cup. De fleste store turneringer har flere mennesker ansat på fuld tid. Det har vi ikke - alle hjælpere bruger deres fritid i det fællesskabs ånd, som det er at være med i en idrætsforening. Over 1.000 frivillige vil hjælpe i de tre dage i de 11 byer, hvor holdene skal bo. Alene i Nørhalne har vi over 200 hjælpere, siger Henrik Niss. For første gang skal alle deltagerne ikke til Nørhalne for at få aftensmaden. En del vil også blive bespist i Vestbjerg, Aabybro, Kaas og Ingstrup. - Vi ville ikke kunne nå at servere mad for alle 6.000 spillere, ledere og trænere i Nørhalne, siger Henrik Niss. Der skal spilles flere end 1.500 fodboldkampe på over 40 baner, inden vinderne i de 15 rækker er fundet.

Forsiden