Hjørring

Ny rekord for sommerspil

Aldrig før i sommerspillets historie har der været så mange inde og se en forestilling som til Emil fra Lønneberg.

Populære Emil fra Lønneberg blev mest sete forestilling i sommerspillets historie. Arkivfoto: Henrik Louis

Populære Emil fra Lønneberg blev mest sete forestilling i sommerspillets historie. Arkivfoto: Henrik Louis

I alt 9000 gik i Sct. Knuds Kilde og så Emil på friluftsscenen. Rekorden kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. I fjor regnede premieren væk, og bestyrelsen stod bagefter med en pengekasse, som der var brændt et 170.000 kroners hul i. Simpelthen en katastrofal situation, som sommerspillet i første omgang halvreddede ved at opføre ekstraforestillinger efter sommerferien. I august 2007 spillede man ekstra penge ind, så underskuddet blev reduceret til "kun" 100.000 kroner. Stadig potentielt livstruende for sommerspillet, hvis Emil også havde regnet væk. Sommerspillets kassemester, Mogens Baand, har endnu ikke styr på årets resultat, da alle regninger endnu ikke er kommet ind. Hans fornemmelse er dog, at det gamle underskud er forduftet. - Vi tjener i hvert fald underskuddet ind. Og måske også noget mere, siger Mogens Baand. De endelig tal ligger dog først klar sidst i august. Emil fra Lønneberg trak i alt 2500 børn i Sct. Knuds Kilde. Mogens Baand havde budgetteret med 800 børn! - Emil er bedre end Skatteøen, som 1100 børn og 5000 voksne så, siger Mogens Baand. - Det er dejligt, at så mange børn har trukket forældrene med til Emil. Med 9000 publikummer har Emil fra Lønneberg eftertrykkeligt slået den hidtidige rekord, som blev sat af Spillemand på en tagryg i 2001. Spillemanden blev set af 7300 publikummer. Første sommerspil var i 1992, hvor man spillede Sommer i Tyrol.