Ny rektor for Nordjysk Musikkonservatorium

Kulturminister Brian Mikkelsen har udnævnt konstitueret rektor ved Nordjysk Musikkonservatorium Michael Bundgaard til ny rektor for konservatoriet.

Michael Bundgaard, ny rektor for Nordjysk Musikkonservatorium.

Michael Bundgaard, ny rektor for Nordjysk Musikkonservatorium.

Michael Bundgaard er 48 år og uddannet cand.phil. i musik fra Aalborg Universitet i 1988. Han har været ansat ved Nordjysk Musikkonservatorium siden 1989, fra 1997 som docent i rytmisk klaver/keyboard. Michael Bundgaard har endvidere en mangeårig karriere bag sig som pianist og keyboardspiller inden for den rytmiske musik samt en betydelig undervisningserfaring, navnlig i fagene rytmisk klaver, brugsklaver og sammenspil fra gymnasium, musikskole, højskole, aftenskole og fra Aalborg Universitet. Siden november 2006 har han været konstitueret som rektor ved Nordjysk Musikkonservatorium. – Nordjysk Musikkonservatorium er landets mindste, men har ikke desto mindre formået at markere sig gennem nogle stærke specialer, bl.a. korledelse, og har tillige opnået en vigtig position i det lokale og regionale kultur- og musikliv, siger kulturminister Brian Mikkelsen, som understreger, at opførelsen af Musikkens Hus i Aalborg i de kommende år vil give konservatoriet mulighed for at styrke denne position. Michael Bundgaard har et indgående kendskab til Nordjysk Musikkonservatorium og en stor kontaktflade til det regionale musikliv. – Og sammenholdt med den tillid, Michael Bundgaard nyder på konservatoriet efter halvandet års konstitution i stillingen som rektor, vil det være en stærk platform for at løfte de udfordringer, konservatoriet står overfor, siger Brian Mikkelsen. Michael Bundgaard tiltræder stillingen som rektor for Nordjysk Musikkonservatorium 1. juni.