Ny reservecentral til 52 mio. kr. på vej

Investering skal sikre varmen, hvis store leverandører sætter ud

Ny reservecentral på Hjørringvej i Nørresundby skal sikre, at der vil være varme i radiatorerne, hvis andre varmeleverandører sætter ud. Arkivfoto Torben Hansen

Ny reservecentral på Hjørringvej i Nørresundby skal sikre, at der vil være varme i radiatorerne, hvis andre varmeleverandører sætter ud. Arkivfoto Torben Hansen

Med en investering på 52 mio. kr. i en ny reservecentral på Hjørringvej i Nørresundby, kan varmekunderne i Aalborg være mere sikre på, at der vil være varme i radiatorerne, hvis andre varmeleverandører sætter ud. - Vi har jo en målsætning om, at vi skal kunne levere varme til vores borgere, hvis de to største leverandører falder ud. Hvis både Nordjyllandsværket og ovn 4 på Reno Nord går i koma begge steder, så skal vi stadig kunne sikre borgerne varme, og det kan vi ikke med de nuværende reservecentraler rundt omkring, siger forsyningsrådmand, Tommy Eggers (DF), der sammen med det øvrige forsyningsudvalg har godkendt projektet. I en ekstrem vintersituation med udfald af varmeleverandører, der bl.a. også omfatter Portland og Nørresundby Fjernvarmeforsynings reservecentraler, skal der ekstra kapacitet til. - Selvfølgelig ville det være noget usædvanligt, hvis både Nordjyllandsværket og Reno Nord gik i koma på en gang, men der er altså mange udfald, som man bare ikke lige lægger mærke til, fordi det kun er et af gangen, siger Tommy Eggers. Desuden har flere af de 11 reservecentraler på sigt behov for renovering, ligesom de mindste reservecentraler ønskes udskiftet med større centraler. Kedlerne i reservecentralen skal både anvende bioolie og naturgas Den nye reservecentral ventes at være klar til drift 1. november næste år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.