Amager

Ny riviera på Amager

Den gamle græsrodsidé om at etablere en riviera og strandpark ved Amager Strand kom endnu et skridt tættere på virkeligheden, da Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns Amt har dannet selskabet I/S Ny Amager Strandpark. De tre parter har i fællesskab afsat 200 millioner til projektet om at anlægge en ny fremskudt strand ud for den eksisterende Amager Strand, hvor af Københavns Kommune betaler 152,5 millioner kroner. Den ny strandpark vil ifølge Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) sikre bedre badevandskvalitet, bedre bademuligheder og mange nye rekreative aktiviteter ved Amagers Østkyst. - Vi planlægger at kunne åbne den nye strand sidst på sommeren i 2005, og vi glæder os meget. Med dette samarbejde vil vi kunne etablere et attraktivt, rekreativt område til borgerne i København i gåafstand fra metroen, siger Jens Kramer Mikkelsen. /ritzau/