Ny rock og berøringsangst

Det regionale spillested Studenterhuset i Aalborg har rigtig mange danske bands på programmet. Up-comings bands, som det hedder ,og det er ikke på grund af sparehensyn men et bevidst valg

Bent Stenbakken
Det svenske band Arch Enemy er med, når der er metalfestival 3. - 5. november på Studenterhuset.
Aalborg 1. september 2011 06:00

Det kan da godt undre, at der ikke er flere, som har behov for at høre ny musik, den nye danske rock. Jeg mener, der er jo mange kulturforbrugere, som selv om de bliver ældre, stadig går ind og ser nye film og læser nye romaner, men når det gælder rock til øregangen, så går der for alvor tryghed i den. Så skal det gerne være noget, som du allerede kender, og du skal nærmest være sikret en oplevelse på forhånd. Ordene falder fra forretningsbestyrer Lars Hellerup, Studenterhuset, der sammen med booker Mads Mulvad lige har lagt foreløbig sidste hånd på Aalborgs regionale spillesteds efterårsprogram. Og han supplerer gerne Hellerup. - Vi har rigtig mange nye danske bands på programmet. Og det skyldes ikke sparehensyn. Den danske scene holder jo et højt kvalitetsniveau, den har fået et løft og blomstrer og egentlig er vort største problem at få plads og få præsenteret alt det nye gode. Vi får vel 50 bandhenvendelser om ugen fra ind- og udland, siger booker Mads Mulvad. Og blandt de navne kan der godt "gemme" sig de nye afløsere for dem som er kendte og store herhjemme. Navne som Malk De Koijn, Blue Van og L.O.C. m som lagde ud på de mindre spillesteder, men nu er forfremmet og har afløst ældre navne som Poul Krebs, Michael Falch og Povl Dissing. Sådan kan man tale om en førstegeneration af danske navne, der bliver afløst af en andengeneration og så kommer der selvfølgelig også en trejdegeneration. Det er den, Studenterhuset gerne vil give spillemuligheder. Et af de nye tiltag for at give vækstlaget lys og luft er "vil du med på apoteket", der afløser den tidligere jazzklub Limbo. - Det var lidt svært med den eksperimenterende jazz, men nu prøver jeg og Christian Skjødt, trommeslager og electronica, at give plads til musik i grænseområdet mellem genrerne, siger Mads Mulvad. T.S.Sterndolp (torsdag 15. september) bliver det første arrangement. Den musikalske tekstraket er dannet af de tre forfattere T.S. Høeg, Jesper Stenberg og Peter Adolphsen og skulle også have haft digteren Peter Laugesen med ombord. Men han har meldt fra på grund af valg. Og 29. september er der mere apotek med jazztrioen X-treme med den amerikanske bassist Alex Blake (Rollings, Stan Getz, Art Blakey m.fl.) sammen med danske Kresten Osgood, trommer og Kasper Tranberg, trompet. - Men musik er også andet end grænsesøgende eksperimenter, fredag 16.september byder vi på headbangers ball med metalbands som Mercenary, Artillery og Hatesperhe, siger Lars Hellerup. Og så går der ellers slag i slag med enkelte ledige spilledage i programmet. Sangskriver Mikael Simpson med bandet Sølvstorm (17. september) udgiver nyt album "Noget Laant Noget Blaat" på mandag, saxofonisten Lars Møllers big band The Orchestra (22. september) har sanger og musiker Jomi Massage med som gæst, mens Loveshops forsanger Jens Unmack præsenter sine sange i duoformat med den keyboardspillende producer Mikkel Damgaard dagen efter. Studenterhuset holder 15 års fødselsdagfest 24. september med gratis entrre til det amerikanske enmandsorkester My Robot Friend, et blinkende electronica-fugleskræmsel, lokale Echo Lips, The Olympics og Who Made Who. Kigger vi længere frem til oktober er der bandbattle scene mod scene, med Tremolo BeerGut mod The Good The Bad, (1. oktober), der på skift spiller numre og med Dr's Carsten Holm som ringmaster. Lokale bands som Rune & The Brakemen, Octobersound og Johan Solo er i caféen 13.oktober, Red Warszawa (14. oktober) og electronica-kvinde Tone udgiver 20. oktober sin nye plade, der har været undervejs i halvandet år . Der er poprock med Emma Acs (27. oktober), storladen pop med ex-Renhite, nu Treefight for Sunlight, (28. oktober), der spiller og kæmper for at slå igennem på det britiske marked. Aalborg Metal Festival strækker sig over hele tre efterårsdage, torsdag 3. november - lørdag 5. november med både danske og udenlandske navne. Svenske Arch Enemy, amerikanske Suffocation, hollandske Gorgoroth og der er som sædvanlig marked med cd'er, og diverse metalaccessories. Marybell Katastrophy (18. november) med indlagte hemmelige overraskelser, færøsk sangskriver Snævar Njáll Albertsson under navnet Dad Rocks (19. november) og måske det engelske rockband Bombay Bicycle Club. Sidstnævnte er dog ikke konfirmeret. Ligesom en decemberkoncert med TV2's Steffen Brandt med følgeskab af sangerinde og guitarist Kira Skov (ex. Kindred Spirits) endnu ikke er bakset plads. Tjek i øvrigt: studenterhuset.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...