Ny roman har lokale blodspor

Linda Nørgaard Framke, der har sin barndom og ungdom i Thy, men siden har boet i Aarhus, har netop udsendt "Kræn Vesters Kravetag"

Villy Dall
Linda Nørgaard Framke er født 1976 og gik i skole i Ræhr og Hanstholm, og 1995 tog hun klassisk sproglig studentereksamen fra Thisted Gymnasium & HF. Senere blev hun cand. mag. i latin og klassisk filologi fra Aarhus Universitet. Privatfoto
Gymnasiale uddannelser 16. november 2011 19:30

I efteråret 1992 flyttede der bosniske flygtninge ind på det tidligere hotel på Håndværkertorv i Thisted, og to år senere blev der begået et knivdrab i en lejlighed i byen. Liget blev fundet af en gymnasieelev fra Hanstholm, og ved siden af lå en kniv. Denne gymnasieelev var datter af en københavner, der blev fisker, og en amerikansk hippie, der tog livet af sig selv, mens datteren var barn ... Sådan er i udgangspunktet i Linda Nørgaard Framkes nye roman, "Kræn Vesters Kravetag", udsendt på Books on Demand. Romanen bør læses af mange i Thy. Om ikke andet, så fordi: Hvornår har vi senest set en roman, hvor vi i den grad kender de lokaliteter og den geografi, romanen foregår i? Men lige så meget for sine romankvaliteter. For det er en stramt skrevet spændingsroman, som det er svært at slippe. Da Maria var færdig med gymnasiet, var der kun én ting, der gjaldt: "Det allervigtigste var at komme så langt væk fra bonderøvene i Thy som overhovedet muligt. I Aarhus kunne man vel gå på bar eller købe ind, uden at folk skulle pege fingre af én eller hviske i krogene, bare fordi man gik i sort eller havde ring i næsen." For Maria føler sig udenfor: "For københavnsk til bonderøvene og for bondsk til københavnerne." Så det bliver i Aarhus, hun slår sig ned - og langsomt realiserer sin/morens drøm om at blive musiker - nu med navnet Mira. 15 år senere vender ungdommen pludselig voldsomt tilbage ... Linda Nørgaard Framke fortæller, at hun kom til Thy i 1983, da hendes mor giftede sig med en fisker. Derefter gik hun i skole i Ræhr og Hanstholm, ligesom hun tog klassisksproglig studentereksamen på Thisted Gymnasium 1992-95. Moren bor ikke længere i Thy, og sin biologiske far har hun aldrig kendt. Han var landevejsridder og er dermed årsagen til, at datteren iblandt kalder sig Linda Solskin. For det var hans navn på landvejen. Nej, hun har ikke gået med Thisted Dagblad i Ræhr, da hun var barn og ung: - Jeg var en læsehest og en hestepige som så mange andre, som hun siger. Hun er født 1976, og i dag præsenterer hun sig selv således: "Cand.mag. i latin og klassisk filologi. Proletar, socialistisk ballademager, digter, husmor og intellektuel med marehalm i træskoene og vesterhavssalt på læberne selv efter 15 år i Århus." Sammen med sin mand, Kaj Framke, der er cand. mag. i tysk og religion, står hun bag tegneserien "Spelt-segmentet" om livet i et bofællesskab i Udkantsdanmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...