Ny sæson for amtsgymnastikken

} TRÆNING: DGI Himmerland har i denne uge indledt sæsontræningen for amtsholdene i gymnastik. Der er i år oprettet fem hold med aktører i alderen fra 10 år og opefter. Som noget nyt har springere fra 17 år og gymnaster over 18 i år mulighed for at gå på et særligt aspiranthold. Dette hold træner hver mandag aften i gymnastiksalen på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev. Instruktører er Signe Steiness fra Haubro, Tanja Larsen, Farsø, og Martin Kjær, Viborg. For voksne gymnaster er repræsentationsholdet også en mulighed. Holdet træner hver tirsdag aften. For springernes vedkommende i Østermarkshallen i Aars. Grundet byggeri ved hallen må springerne dog indlede træningen i efteråret på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev. Som noget nyt i år kan piger også være med på de enkelte amtshold for spring i DGI regi.