Udland

Ny sag er indledt mod populær satiriker i Kairo

Egyptens svar på Jon Stewart og "The Daily Show" har trange tider under præsident Mohamed Mursi.

Ny sag er indledt mod populær satiriker i Kairo

Egyptens statsanklagemyndighed er ved at undersøge mulige "trusler mod den offentlige sikkerhed" fra den populære satiriker og komiker Bassem Yousef, som blev afhørt mandag om angivelige fornærmelser mod præsident Mohamed Mursi og islam.

- En ny klage er nu indgivet mod mig til statsanklagemyndigheden for at sprede rygter og falske nyheder og for at forstyrre den offentlige ro og orden, skriver Yousef på Twitter.

- Det virker som om, de vil udmatte os fysisk, følelsesmæssigt og økonomisk, siger han videre.

Det er en advokat, der har indgivet en klage mod Youssef og hans chef på tv-stationen CBC, der sender hans ugentlige satireprogram, der er Egyptens svar på den satiriske amerikanske nyhedskanal The Daily Show med Jon Stewart.

Statsanklageren afhørte søndag den populære satiriker, der beskyldes for at have gjort grin med præsident Mohamed Mursi og islam i sit tv-program.

Han er ikke mindst kendt for sine imitationer af præsidentens taler og gestikuleren, og da han søndag ankom til afhøringen, fortsatte han med at udfordre magthaverne.

Ved ankomsten til retsbygningen, hvor pressefolk og tilhængere havde taget opstilling, gik Youssef gennem folkemængden med en enorm hat magen til den, som præsident Mohamed Mursi havde på under et besøg i Pakistan tidligere i denne måned.

Youssef er egentlig uddannet hjertekirurg, men er nu blevet landets mest kendte satiriker. Under afhøringen søndag sendte han fortsat beskeder på Twitter. En besked lød:

- Officererne og repræsentanterne for statsadvokaten ønsker at blive fotograferet sammen med mig. Måske er det derfor, at jeg er blevet kaldt herind?

Over 1,2 millioner følger satirikeren på Twitter.

Youssef blev søndag løsladt mod kaution efter at være blevet afhørt i næsten fire timer om de påståede fornærmelser af Mursi og mod islam.

Han blev beordret til at betale 15.000 egyptiske pund (op mod 13.000 kroner) i kaution, mens sagen efterforskes yderligere.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.