Ny salmebog fra Den katolske Kirke

KØBENHAVN:I slutningen af november måned udkommer “Lovsang”, som er den ny salmebog for Den katolske Kirke i Danmark. Den afløser den hidtidige salmebog af 1982. Lovsang indeholder knap 400 salmer, både danske og oversatte salmer. Blandt dem er også omkring 170 salmer af Grundtvig, Ingemann, Brorson, Kingo og andre fra folkekirkens salmeskat. Salmerne er forsynet med noder. Derudover rummer den nye salmebog teksten for hele den katolske messe, de faste messeled på såvel dansk som latin med gregorianske og nyere melodier, vekselsange over Davidssalmer samt en række meget anvendte ritualer og bønner til brug i både hjem og kirke. Lovsang er godkendt af og har forord af biskop Czeslaw Kozon. Den udkommer på Ansgarstiftelsens Forlag./ritzau/