Ny sejr til Arentsminde-damer

} FODBOLD: Arentsminde Idrætsforenings serie 2 fodbolddamer vandt lørdag på hjemmebane 4-3 over Aalborg Freja. - Vi havde respekt for holdet, da vi tabte til det i den sidste træningskamp, fortæller holdets træner Niels-Christian Simonsen. Aalborg Freja kom foran efter 10 minutter. Efter 20 minutter udlignede Gitte Vinther Pedersen, og denne stilling holdt indtil pausen. Karina Als øgede 20 minutter inde i 2. halvleg til 2-1 for AIF. Efter yderligere 10 minutter bragte Lise Thomsen stillingen på 3-1. Aalborg Freja fik imidlertid reduceret til 3-2. Denne stilling holdt kun kort tid, idet Lise Thomsen bragte stillingen på 4-2, inden Aalborg Freja scorede til slutstillingen. - Kampen var ikke så jævnbyrdig, som cifrene antyder. Aalborg sad på kampen de første 20 minutter, derefter havde vi rimelig kontrol over begivenhederne. Alle Aalborg Frejas mål blev egentlig scoret i forbindelse med mindre forsvarsfejl, siger træneren. AIF spiller igen på onsdag på udebane mod Holtet, der ligger på en delt førsteplads sammen med Arentsminde. jd