Håndbold

Ny sejr til Skovsgård/Brovsts håndbolddamer

SKOVSGÅRD:Det blev igen til en sejr i håndbold til Skovsgård/Brovst serie 2 damer. Denne gang var det Blære/Hornum, som holdet vandt over på hjemmebane med 21-18. - Vi har nu to sejre og to nederlag. Kampen mod Blære/Hornum var pudsig, fortæller holdets træner Bente Guldager. Vi førte ved halvleg med 14-5 efter rigtig flot spil, hvor alt lykkedes. Blære/Hornums målmand blev skudt i sænk, men hun havde nu heller ikke megen opdækning fra sine spillere. - Spillet var som forvandlet, da vi kom ud til anden halvleg, fortsætter Bente Guldager. Det foregik nu som lyn og torden. Vore spillere blev paniske, de skød dårligt, og modstanderens målmand tog alt. Men vi fik igen hold på tingene og kæmpede os ud af problemerne ved en flot indsats, siger Bente Guldager, der har stor ros til målvogter Helle Simonsen, som klarede seks straffekast og har stor andel i sejren. For Skovsgård/Brovst scorede Hanne Odgaard 8, Lisbeth Møller 6, Ida Madsen 6 og Line Madsen 1 mål. jk