Ny service for job-marked i bevægelse

- Stadig flere ønsker arbejde af kortere varighed, siger stifteren af Profil Match Aalborg

Arbejdspladser 17. januar 2003 01:00

AALBORG: Trods få dage på bagen hersker der travlhed hos det nystartede vikarbureau og rekrutteringsfirma Profil Match på Vesterbro i Aalborg. Igen og igen kimer telefonen, og møder aftales. Som regel er personen i den anden ende på jagt efter et arbejde. Ikke nødvendigvis et fast arbejde. I dagens Danmark har rigtig mange, og unge især det fint med ansættelsesforhold af kortere varighed. - Det samme gælder i stigende grad hos erhvervslivet. Stadig flere virksomheder forsøger på den måde at forvandle faste omkostninger til variable udgifter. Med vikaransatte opnår de en mere fleksibel arbejdsstyrke, hvilket er en stor fordel i forbindelse med sæsonsvingninger og situationer med spidsbelastning, siger Karin Brorsen, indehaver af Profil Match Aalborg, der udover at tilbyde vikarløsninger også tilbyder firmaerne at rekruttere personer til faste jobs. Det nye firma er fra begyndelsen landsdækkende via et samarbejde med de to selvstændige virksomheder Profil Match ApS, der dækker Sjælland, og Profil Match Fyn, som udover Fyn opererer i trekantsområdet. Selv dækker Aalborg-firmaet Nord- og Midtjylland. - Allerede om et par måneder er vi i Aalborg oppe i fulde omdrejninger, siger Karin Brorsen, der har erfaringer fra flere års ansættelse i vikarbureauer at trække på. En HD i afsætning indgår i den teoretiske ballast. Firmaet arbejder med personaleudvælgelse og vikarløsningere indenfor områderne kontor, økonomi, lager, produktion og industri. - De folk, der henvender sig, kan groft sagt deles op i to grupper. Der er dem, der af en eller anden grund er blevet ramt af arbejdsløshed. Og der er folk, der kun ønsker arbejde af kortere varighed. Eventuelt fordi de ønsker selv at disponere over deres tid en del af året. De sidste går specifikt efter vikaransættelser, siger Karin Brorsen. Bureauet arbejder også med et begreb, der kaldes "try & hire", som handler om vikariater med henblik på fastansættelse: - Det går ud på, at vikaren og virksomheden ser hinanden an i en på forhånd bestemt periode, som, hvis den falder ud til begges tilfredshed, ændres til en ansættelseskontrakt, siger Karin Brorsen, der ser det som en stor fordel for medarbejderen også. - I dag stiller folk krav til deres arbejdsplads, og hvis de ikke er opfyldt, kan det jo være en fordel med et naturligt stop for ansættelsesforholdet, siger hun. Det er imidlertid ikke forbeholdt alle og enhver at komme under Profil Matchs vinger. - Vi er meget kritiske med hensyn til, hvem vi tager ind. Der er mange udbydere af vikarløsninger på landsplan, og derfor er det afgørende, at de folk vi har at tilbyde virksomhederne, har de kvalifikationer, der dækker deres behov, siger Karin Brorsen. Hvad Nordjylland angår påpeger hun, at regionen halter lidt bagefter, når det gælder bureauer af Profil Matchs type. - Da der indtil videre er ganske få bureauer heroppe, og da specielt Aalborgområdet samtidig er et vækstområde, er det et oplagt sted at tage fat, siger Karin Brorsen, der fra sine tidligere ansættelsesforhold ydermere har et godt kendskab til det nordjyske erhvervsliv. Derfor er hun heller ikke nervøs for at skulle skaffe virksomhederne medarbejdere til faste stillinger. - Af flere grunde kan virksomheder med fordel bruge os i forbindelse med fastansættelser. Det kan være af den enkle grund, at den leder, der skal ansætte den pågældende, enten ikke er vant til at udvælge folk eller ikke har tid til at gøre det ordentligt. - Det er vigtigt, at jobansøgerens kvalifikationer og personlige profil passer til firmaets behov, siger Karin Brorsen - Med et rekrutteringsfirma som mellemled undgår virksomhederne også, at subjektive betragtninger blander sig i udvælgelsen, siger hun. Virksomhederne får en objektiv samarbejdspartner, der kan hjælpe til hele vejen igennem rekrutteringsprocessen i præcist det omfang den enkelte virksomhed har behov for.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...