Skadedyrsbekæmpelse

Ny service mod skadedyr

Kommunens hjemmeside klar med svar på de fleste plager.

mange byboere er generet af duer, og hvis problemet tager overhånd, kan kommunen regulere. Arkivfoto: Ajs Nielsen

mange byboere er generet af duer, og hvis problemet tager overhånd, kan kommunen regulere. Arkivfoto: Ajs Nielsen

Er du træt af duer, der skider, og måger der skriger. Eller har du en ræv, der lister rundt i haven? Så er der råd at hente hos Aalborg Kommunes park- og naturforvaltning, som lancerer en ny service. På Aalborg Kommunes hjemmeside www.aalborgkommune.dk kan man fremover finde svar på, hvad man stiller op, hvis man er plaget af skadedyr og skadevoldende vildt. - Vi får rigtig mange henvendelser af den slags, hvor vi hjælper folk videre til den rette kontaktperson, men som en ny service, kan de bare søge på kommunens hjemmeside, og så kommer der relevant information frem med kontaktoplysninger på de personer, som kan hjælpe, siger naturvejleder Esben Buch, Aalborg Kommune. Udover skadedyr, vil man også på hjemmesiden kunne finde svar på, hvem man skal kontakte, hvis man eksempelvis finder en død svane eller en herreløs kat. Selv om man er plaget af dyr, som man opfatter som skadedyr, så er der grænser for nedskydning og regulering. For eksempel er det forbudt at skyde skader, selv om mange beboere i parcelhuskvarterer er trætte af de store fugle, som hurtigt dominerer småfuglene. - Mange borgere henvender sig for at få os til at skyde skadereder ned, men det må vi altså ikke, og faktisk viser ny viden, at det er en fordel at have ét stærkt skadepar til at dominere, for skadeparret holder andre store fugle væk fra området, og det har småfuglene fordel af. Og så er skaden jo en fantastisk flot fugl, bemærker naturvejleder Esben Buch. Lørdag eftermiddag følges op på skadedyrene med et arrangement i Infohuset i Østerådalen, Aalborg. Ifølge Esben Buch er det højaktuelt, for lige nu er der godt gang i redebyggeriet hos mange fugle efter en hård vinter, som har gjort et stort indhug i bestanden. I Infohuset kan man møde repræsentanter fra Aalborg Kommune, Skov- og Naturstyrelsen Himmerland samt Mortalin Skadedyrsbekæmpelse, der fortæller om mulige løsninger og meget gerne svarer på spørgsmål, hvis man har problemer med skadedyr. Arrangementet er kl. 13-15.30.