Pædofili

Ny sigtelse mod 78-årig om sex-misbrug

78-årig er i forvejen sigtet for overgreb mod en nu 11-årig pige, anmeldt for overgreb mod to drenge og nu altså sigtet for overgreb mod yderligere et barn.

Den 78-årige mand fra Brønderslev, der sammen med tre andre sidder varetægtsfængslet for at have begået seksuelle overgreb mod en nu 11-årig pige, der er den 78-åriges papoldebarn, er blevet sigtet for yderligere et seksuelt overgreb mod et barn. Det bekræfter politiadvokat Peter Rask overfor Nordjyske Mediers udsendte i retten Inger Lise Jønsson. Peter Rask vil ikke udtale sig yderligere om den nye sigtelse - kun bekræfter han, at de nye sigtelser om overgreb også handler om et barn i den 78-åriges familie. Den nye sigtelse drejer sig om overgreb mod den 11-årige piges lillebror på ni år. Efterforskning ikke færdig De fire varetægtsfængslede mænd - udover den 78-årige er der tale om mænd på henholdsvis 47, 31 og 29 år - fremstilles i dag i retten med krav om fortsat varetægtsfængsling, og det er i den forbindelse, at den nye sigtelse er kommet frem. Misbruget i den nye sigtelse skal være foregået i tidsrummet 1. januar 2005 til 30. juni 2009 i barnets hjem, fremgår det af sigtelsen. Den 78-årige er desuden anmeldt for overgreb mod to drenge, som er den 78-åriges børnebørn. Her er efterforskningen ikke færdig endnu. Blandt andet er der ikke foretaget såkaldte videoafhøringer af de to drenge.