Ny skatteaftale rammer plet hos boligejerne

Seks ud af ti boligejere mener, at de betaler for meget i skat, selv om der har været skattestop i 10 år.

Ny skatteaftale rammer plet hos boligejerne

Boligejerne synes ikke overraskende, at de betaler rigeligt i skat. Den nye skatteaftale, der freder boligejerne frem til 2020, ligger derfor helt på linje med boligejernes ønsker.

Det gælder både det fortsatte skattestop på ejendomsværdiskat og ændringen af rentefradraget, der alligevel ikke skæres yderligere ned.

Det viser en måling, som instituttet Epinion har foretaget for Realkreditrådet - vel at mærke før skatteaftalen blev indgået.

Ifølge den mener seks ud af 10 boligejere, at skattestoppet på ejendomsværdiskat skal bevares, mens kun cirka to ud af 10 mener, at det skal fjernes.

Hver anden boligejer mener, at det er en dårlig idé at aftrappe rentefradrag yderligere. Her mener en ud af tre dog, at det ville være en udmærket idé.

- Boligejerne forklarer deres holdning med, at de betaler rigeligt i boligskat i forvejen, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Hun erkender, at det kan lyde mærkeligt, når der nu har været et skattestop i 10 år.

- Men rent faktisk er danskernes samlede boligskat i den periode steget mere end indkomsterne. Det skyldes i høj grad den stigende grundskyld, siger hun.

Grundskylden vil for langt de fleste også stige fremover. Dermed går boligejere ikke helt fri for stigninger i boligskatten, påpeger Ane Arnth Jensen.

De danske boligejere betaler årligt 16.000 kroner i boligskat i gennemsnit - ligeligt fordelt på ejendomsværdiskat og grundskyld.

Selv om seks ud af 10 ved, hvor meget de betaler i boligskat, så er området svært at gennemskue for mange. Det skyldes, at boligskat er stykket sammen af flere skattesatser, fradragsforhold, beskatningsenheder og opkrævningsformer.

Oven i det er der skattestoppet på ejendomsværdiskat og skatteloft på grundskylden.

I undersøgelsen fra Realkreditrådet svarer fire ud af 10, at det er svært at gennemskue boligskatterne, mens godt to ud af 10 synes det er nemt nok. Cirka hver tredje svarer hverken eller.

/ritzau/