Ny skole for kultur i Vesthimmerland

De to nuværende musikskoler bliver til en skole med meget mere end blot musik

Løgstør Musikskole og Vesthimmerlands Musikskole bliver til Vesthimmerlands Kulturskole.  Fremover er det ikke blot musik det tilbydes, men også billedkunst, dans, drama og meget mere. Det første fælles program er allerede klart.  Arkivfoto

Løgstør Musikskole og Vesthimmerlands Musikskole bliver til Vesthimmerlands Kulturskole. Fremover er det ikke blot musik det tilbydes, men også billedkunst, dans, drama og meget mere. Det første fælles program er allerede klart. Arkivfoto

VESTHIMMERLAND:Der er noget at glæde sig til, når de to nuværende musikskoler i Vesthimmerland smelter sammen til Vesthimmerlands Kulturskole. Som navnet antyder, så er det nemlig ikke kun tonerne, der i fremtiden vil være i højsædet, når Løgstør Kommunes Musikskole og Vesthimmerlands Musikskole fusionerer. - Vi vil forsøge at få plads til mere end blot musik. Vi arbejder hen i mod, at der på sigt også skal tilbydes billedkunst, dans, drama, litteraturværksted og andre kunstformer, siger leder af Vesthimmerlands Musikskole Elise Børresen der mener, at musikskolerne har haft stor gavn af kommunesammenlægningen. Det var nemlig årsagen til, at de to skoler indledte et tæt samarbejde længe før politikerne overhovedet var begyndt at tale om, hvordan man i praksis skulle samle de to skoler i den nye Vesthimmerlands Kommune. Og det har betydet, at det var noget nær en formsag for politikerne i kulturudvalget at beslutte, hvordan den nye kulturskole i Vesthimmerlands Kommune skal se ud. - Det har været et fantastisk samarbejde. Jeg synes, at musikskolerne er blevet bedre på mange måder. Det er et bevis på, at kulturen kan gå over grænser. Og det har allerede resulteret i, at vi har haft udveksling af elever, samt at vi har udarbejdet et fælles program for den kommende sæson, siger Elise Børresen. Fælles program Det tætte samarbejde har nemlig betydet, at de to musikskoler allerede fra august i år kan præsentere et program som Vesthimmerlands Kulturskole. - Vi har samlet de to programmer og rettet lidt til, og er dermed kommet med et fælles tilbud med et par nyheder. Blandt andet tilbyder vi nu miniband for 3. og 4. klasserne, der er en udvidelse af grundskolen. Og så opstarter vi en sangklasse for begyndere indenfor solo, oplyser Elise Børresen. Mere for samme pris Selvom Vesthimmerlands Kulturskole nu tilbyder endnu mere, så bliver prisen den samme. Taksterne bliver dog anderledes skruet sammen - men de bliver ikke højere, oplyser formand for kulturudvalget, Per Bisgaard (V). I Løgstør er det i øjeblikket lidt billigere for yngste elever end i Vesthimmerlands Musikskole, hvor det til gengæld er billigere for de ældre elever. Men set over en længere periode, så er prisen den samme, forklarer Per Bisgaard (V). - De yngste børn i Farsø, Aalestrup og Aars kommuner vil opleve, at det bliver lidt billigere i starten, hvorimod de yngste i Løgstør vil opleve at det bliver lidt dyrere, end de er vant til. Men over en længere periode så er det lige omvendt, og dermed udligner prisen sig selv. Så alt i alt bliver prisen i Vesthimmerlands Kulturskole den samme, siger udvalgsformanden og tilføjer, at der stadig vil være søskenderabat. - Derimod har vi valgt at droppe rabatten til pensionister, fordi vi mener, at det vigtigste er, at børnene får noget ud af det, siger Per Bisgaard (V).